Nu på andet år i hjemmetræning

Så er vi kørende på andet år i hjemmetræning med ABA.

Først og fremmest vil jeg sige, at det er rigtigt dejligt at se sit barn udvikle sig så meget. Han bliver rigtig dygtig, gør han! Og han har det meget bedre. Det er meget sjældent, at vi ser de vilde "autistflip" - han får ind i mellem en dårlig periode, måske hver tredje måned, hvor der kan komme noget. Men det er ikke sikkert, at det er hans skyld - det kan også være os, der ikke tilpasser os situationen godt nok. Hvis det længe har kørt godt, bliver vi måske også lullet ind i, at det går jo meget godt, og så bliver vi måske lidt slappe. Men når vi så arbejder med det, så går det hurtigt bedre. Det er jo det fantastisk ved ABA, at man også får forældreuddannelsen med i købet.

Men det er ikke nogen loppetjans at være hjemmetræner og hjemmetræningsleder. Det kværner i hovedet hele tiden, og der skal hele tiden forberedes og tænkes nye materialer, tilpasses, planlægges og hvad har vi. Vi er glade for at have muligheden, men det er godt nok "næstbedst", det må man ærligt indrømme. Hjemmetræning er ikke for the faint of heart, men det er autisme jo ikke i det hele taget - og jeg vil 1000 gange hellere have et hjemmetræningsprojekt, end jeg vil brandslukke et frustreret barn hele tiden. 1000 gange hellere!

Jeg håber, at mange flere forældre til børn med autisme vil prøve, om ABA kunne være noget for dem, i stedet for at holde fast i fordommene om, at det er overgreb og hundetræning, der aldrig bliver lykkelige. Jeg har aldrig set vores dreng gladere, end han er nu. Aldrig. Og det siger bare det hele, ikke? :-)