Positivt besøg

I går havde vi så besøg af en børnelæge fra PPR - hende, der havde set ældste i dagplejen i sidste uge. Som forventet var det mere eller mindre en bekræftelse på, hvad vi alle tror: Gennemgribende udviklingsforstyrrelse (det lyder næsten værre end autisme! :-), men hun ser mange gode ting at bygge på. Der er ikke gået noget tabt, fordi det "først" er blevet opdaget nu, men vi må heller ikke spilde tiden. Derfor vil hun nu tage kontakt til psykologen for at aftale et møde her hos os, så alle er enige om, hvem der gør hvad. Dernæst vil hun prøve at trække i nogle tråde, så vi kan begynde allerede her før sommerferien at se på en mulig børnehaveplads til ham - der kan i nogle tilfælde bevilges nogle støttetimer midlertidigt (på forventet efterbevilling), det vil sige frem til koordinationskonferencen i efteråret. Eller også kan vi lægge billet ind på en plads et sted, så ældste kan starte hurtigt efter koordinationskonferencen, fremfor at han bare kommer på venteliste. Det er jo ret positivt.

Hun talte flere gange om, at ældste har mange gode ting at bygge på, og at hun var sikker på, at han ville blive så dygtig af at komme et sted hen, hvor de havde erfaring med den slags. Hun sagde, at det ikke var til at sige, hvordan det ville gå ham fremover, men at der var autistiske børn, der blev så dygtige til at tackle deres handicap, at man nærmest ikke lagde mærke til det, hvis man ikke vidste det.

Vi snakkede også lidt om, at det er stadig er lidt hårdt for min mand og jeg. Og at vi har undret os over, at selvom vi gjorde "alt det rigtige" i følge dem med forstand på opdragelse, så opførte ældste sig stadig som en møgunge. Det har jo sine lysende klare årsager nu, og hvor er det dog rart at vide. Det er godt at vide, at vi har gjort det godt nok. Og hun sagde faktisk også, at det sikkert havde været endnu værre for ældste, hvis vi ikke havde prøvet så meget at gøre det rigtige, så det kunne altså have været meget værre for ham. Det er OGSÅ godt at vide. Min lille skatteyndlingsautist. :-) Vi fik også en snak om, at balancegangen mellem regler og given efter for os vil være endnu sværere end alle andre, fordi vi skal undgå at presse ham for meget, så han ikke kan overskue noget, men der skal også være regler og krav. Konsekvenspædagogik virker meget sjældent. Han har gode og dårlige dage, og på de dårlige skal man være ret lempelig, så hans verden ikke braser helt. Bare det nu ikke ender i hat og briller... :-)

Vi talte også om kræsenhed - han er nede på et ret begrænset udvalg af ting, han vil spise. Han vil heller ikke længere spise ris og ovnkartofler, heller ikke med ketchup på. Hvad er det dog for et barn, der ikke vil spise ketchup? :-) Men det er meget almindeligt, at autistiske børn er kræsne. Jeg glemte at spørge ind til det, men jeg læste et sted på nettet, at det hjælper ad åre, når de får noget hjælp. For nyligt skulle vi have en pastaret, og ældste spiser nærmest kun ren pasta, men da jeg begyndte at øse op på hans tallerken, gik han helt i panik, smed sig ind og bordet og tvang min hånd med grydeskeen ned i gryden igen, mens han skreg nej-nej-nej. Kan det blive mere tydeligt? Det er et af de område, hvor vi må slække på vores ellers håndfaste regel, som gik(!) på, at hvis man ikke ville spise aftensmaden, kunne man få en rugbrød uden noget. Men det holder jo ikke længere - når knægten er panisk angst for alt andet end pasta og pizza, vil han jo ikke forstå det der tørre stykke rugbrød. Så nu må han gerne få leverpostej på.

Børnelægen havde i øvrigt ikke før prøvet at se et barn både i dagplejen og i hjemmet - det havde været ret spændende, sagde hun, for der er forskel på, hvordan ældste er de to steder. Herhjemme taler han mere og beder om hjælp, det gør han ikke i dagplejen, til gengæld har de ingen konflikter dernede.

Absolut et positivt besøg. Hun var der i 1½ time.