Årh, alle er sgu så følsomme

I dag sad vi rundt om bordet til en hurtig frokost, mine forældre, ungerne og os. Ældste sad uroligt (og var glad), og min mor sad og smilede og grinede til ham, så han blev mere og mere urolig, og jeg kunne se, at han var ved at blive kørt op, og hvis han bliver det, begynder han at spytte mad og mælk ud over det hele, så han skulle helst ikke søres mere op. Derfor læner jeg mig over til min mor og siger venligt og roligt "så, nu må du hellere holde op med at sidde og grine sådan til ham, han bliver helt kørt op" og smiler. Herefter gik det helt galt. Min mor svarer, at "vi sidder jo bare og griner, hvorfor skal det være så alvorligt", hvortil jeg svarer "jamen, det er også helt fint, men nu begynder han at blive urolig, så nu skal I holde". Så siger hun så med knækket stemme "jeg ved snart ikke, hvordan jeg skal være" - hvilket er hendes standardsvar i pressede situationer, og så begynder hun minsandten at ryste over det hele. Så siger jeg så "jamen, jeg skælder dig jo slet ikke ud", og hun siger bare "nejnej" og "jeg ved ikke, hvordan jeg skal være" og ryster videre. Så begynder jeg at tude og forklarer, at jeg sgu heller ikke ikke ved, hvordan jeg skal være! Lige meget, hvordan jeg prøver at forklare tingene, så er der nogen, der bliver fornærmede og kede af det. Og så skred jeg ud og tudede ude på badeværelset, hvor min mor så kom og prøvede at sige noget intetsigende og tog om mig, men jeg rystede hende af mig, for jeg orkede ikke mere lige der. 20 minutter senere gik jeg ind i køkkenet igen og sagde, at jeg gerne ville vide, hvordan jeg skulle sige det, hvis der var noget, der skulle være på en bestemt måde. Jeg ville gerne vide det, for selvom jeg tænkte i dagevis over, hvordan jeg skulle sige noget, så endte det alligevel med, at nogen blev kede af det eller fornærmede, og det gik bare slet ikke, hvis vi skulle have den ordning med, at de henter ham fast en dag om ugen, for der vil blive ting, der skal være på en bestemt måde. Jeg er ikke sikker på, at jeg trængte igennem, for hun talte bare om, at hun ikke mente, at det behøvede at være så alvorligt ved spisebordet.

Det er simpelthen ufatteligt! Jeg synes faktisk, at jeg har rigeligt at bære på lige nu. Jeg synes faktisk, at jeg har nok at tænke over. Min svigermor fatter ingenting af det, vi har fortalt hende om, hvordan man kunne komme bedre ind på ældste, for hun glemmer det hurtigt igen. Mine forældre taler vi med hver dag, og de går meget op i, hvordan ældste har det, og hvad vi kan gøre for ham, men de stiller spørgsmålstegn ved mange ting, vi siger og gør, og hvis de er uenige, så gør de det, de selv synes - i stedet for at prøve at rette sig efter, hvad vi siger, og så kan vi tale om det senere, hvis de synes, at de har en bedre måde at tackle et eller andet på.

Vi lod emnet ligge, og gemalen og jeg tog afsted som planlagt, og da vi kom hjem tre timer senere, var der ro på igen. Jeg håber, at jeg trængte igennem, for jeg kan ikke bruge det "jeg ved ikke, hvordan jeg skal være"-klynkeri til noget. Jeg er med på, at hun føler sig under pres, også fra andre i familien, som har det med at skælde ud og være noget hårde i det, men jeg sidder helt stille og roligt og sige, at hun skal lade være med at gejle ældste op, fordi han ellers begynder at spytte mad og mælk ud over det hele. Er det virkelig så urimeligt at gøre det?

Nu skal vi tre dage i sommerhus hos mine svigerforældre. Jeg har sagt to ting til svigermor, da de var her første gang efter, vi havde fået "diagnosen" stillet:
1) At hun ikke må få ældste til at føle sig forkert, f.eks. ved at sidde og sige "se, din lillebror og jeg kan godt spise pænt", når ældste ikke spiser pænt
2) at ældste ikke afviser hende, når han råber nej og løber væk uden at se på hende, men at det betyder, at han ikke forstår eller kan overskue sammenhængen, og at hun derfor skal hjælpe ham i stedet for at sige "nå, det må du selv om" og gå sin vej.

- det havde hun så allerede glemt igen gangen efter. Hun tager det meget nært, hvis man retter på hende, hun lukker i som en østers og sidder og ser såret ud. Åh, det er frustrerende. Og frustrerende svært at gøre sit barn det bedste. Det kan risikere at blive en lang weekend.