Fordel ved to forskellige institutioner

Jeg er faktisk træt af at skulle aflevere og hente to steder - det tager tid og er et værre pukkel med tasker og unger, og hvad har vi. I går faldt det mig ind, at det har en kæmpe fordel!

Yngste har det supergodt i vuggestuen. Han græder, lige når han bliver afleveret, men det er hurtigt ovre, og så tager han fat på dagen. Han er vild med de andre børn og pædagogerne, og de er alle vilde med ham, han har simpelthen en fanklub af en anden verden, og han griner altid. Han nusser de andre børn, snakker med dem, leger med alt muligt - det hele er så godt. Jeg får nærmest kun gode nyheder, når jeg henter ham.

Helt så positivt er det ikke at hente ældste, for det hele er jo lidt mere problemorienteret. Men hvis jeg nu hentede dem begge samme sted, så ville jeg med garanti ikke høre så meget godt om yngste. Så ville det jo hurtigt drukne i snakken om ældste. Så det er vel i virkeligheden en måde at give yngste OG ældste plads ved at have dem to steder - den ene skal ikke altid høre om sin glade lillebror, og den anden skal ikke altid høre om sin besværlige storebror.

Udfordringer fremover

Der kommer jo mange udfordringer fremover. I dag sad jeg lige og læste i JPs tillæg "Indblik", hvor artiklen handlede om forkælede børn, og det slog mig igen, at ældste tit minder om et møgforkælet barn, som bare slet ikke har begreb om grænser eller mange af de andre ting, der kendetegner et bare nogenlunde velopdragent barn.

De fleste børn på 3½ begynder at kunne vente - altså udsætte deres behov lidt. Ikke nødvendigvis på alting, men sådan på enkelte små ting. Det kan ældste meget sjældent, og han kan blive enormt frustreret, hvis man beder ham vente, og så skriger han, tuder og smider sig ned.

De fleste børn på 3½ kan man snakke med om konflikter. Hvis barnet har haft en skrigetur eller lignende over et eller andet, kan man i reglen snakke bare lidt om det bagefter, så begge parter i de fleste tilfælde lærer lidt af det. Men ikke ældste. Eksempel: Hvis man giver ham mælk i glas A, og han ville have haft glas B. Så sker der et af to ting: Enten skriger han, til han har fået det rigtige glas, og man kan ikke komme i kontakt med ham imens, eller han forlader bordet i protest og er bare helt på tværs. Hvis man giver ham glas B, bliver han tilfreds, og så har han lynhurtigt glemt alt om konflikten igen. Der sker altså ingen læring ved det - meget sjældent, i hvert fald.

De fleste børn på 3½ kan man i et vist omfang lave aftaler med eller forhandle med. Ældste kan man lave meget få aftaler med - i reglen kan aftale, at han først kan komme ud, når han har fået regntøj på, men det er også del af en rutine, så det har han efterhånden lært. Det samme med hagesmæk på, når man skal spise. Men sådan noget som "når far har været i bad, så skal I afsted" - det er lukket land. Han vil bare afsted NU!

De fleste børn på 3½ kan man give beskeder om, hvordan de skal opføre sig. Ældste kan i et vist omfang forstå en besked, når han er i godt humør - f.eks. at han skal træde foden ned, når man giver ham sko på, eller at han skal rejse sig op, når man giver ham bukser på, altså meget konkrete ting. F.eks. kan man ikke bede ham tie stille - i yderste konsekvens kan man give børn tilpas streng besked, at de til sidst holder kæft, men det kan man altså ikke med ham. På samme måde laver han den samme ting, han ikke må, selvom han har fået at vide mindst 1500 gange, at han ikke skal - og jeg overdriver ikke - det svarer ca. til fem beskeder om dagen i et år, og det er endda lavt sat.

Se, alt dette lyder jo bare som et voldsomt uopdragent barn med nogle voldsomt inkompetente forældre, ikke? Mage til skabagtig møgunge, der KUN tænker på sig selv og jamrer eller skriger hele tiden. Og han bruger stadig sut og ble.

Jeg ville godt nok gerne kunne bede ham tie stille, nogle dage jamrer han sig gennem hele dagen, så jeg er ved at blive vanvittig af hovedpine, og når ældste gør det, begynder yngste også. Og jeg kan hverken få ham til at tie stille eller smide ham ind på værelset. :-)

Brev fra kommunen

For to uger siden fik vi brev fra kommunen. Vi har ansøgt om tabt arbejdsfortjeneste, dækning af nødvendige merudgifter og aflastningstimer til ældste. Vi har næsten fået alt, hvad vi har søgt om - men vi havde også en rimelig og velargumenteret ansøgning. F.eks. går der ekstra 2 x 30 minutter hver dag med at aflevere ældste i børnehaven, og det er jo tid, jeg ellers kunne have arbejdet.

Vi har så fået otte timer om ugen i aflastning - det har vi tænkt os at bruge til træning. Vi planlægger at spare en enkelt time op om ugen til en tur i biografen hver måned, men ellers skal det være til træning. Så var problemet så at finde en, der kunne træne med ham, og som vidste noget om tingene. Vi ved jo ingen verdens ting - vi ved bare, at 1:1-træning er godt for sådan en lille dreng med autisme. Fra gamle dage kender jeg en, der nu er uddannet pædagog og har forstand på børn med autisme - og ham spurgte jeg naturligvis. Han var noget tilbageholdende, for han vidste jo ikke, hvor meget tid han ville blive ved med at have, og han har ikke prøvet at arbejde med så små børn før. Det sidste er jeg nu ikke bekymret for, og han sagde også ja til sidst. Heldigvis! Jeg er sikker på, at det bliver godt. Vi har aftalt, at han starter forløbet op, og så finder vi en mere i løbet af efteråret, og så kan han lære den nye op og langsomt trække sig tilbage til en supervisorfunktion. På den måde kan han følge ældste i mange år. Det skal nok blive godt. Vi har aftalt, at de skal være sammen første gang om et par uger, og så skal de ... ud og køre tog, hvilket omtrent er ældstes yndlingsbeskæftigelse. :-)

Jeg skal vænne mig lidt til tanken om aflastning, kan jeg mærke. Jeg synes ikke om tanken om, at han skal passes af nogle andre, så vi kan "leve livet" uden ham, fordi han ikke kan være med. Nu skal han trænes med, når vi har aflastning, og så føles det noget anderledes.

Rædsomme afleveringer

Nå, jeg var vist lige hurtig nok til at sige, at start i børnehaven gik godt. Reaktionen er kommet nu. Afleveringerne i denne uge er rædselsfulde. Han går godt nok med ind i børnehaven uden vrøvl, på vej ned til stuen begynder det at gå lidt langsommere, han er meget langsom om at få tøj af (hvis han overhovedet selv vil hjælpe med det), og så bliver han mere og mere klamrende og forknyt, og når jeg så siger farvel, hopper han op og ned og græder og skriger og råber "op til mor, op til mor", og der skal være en stærk pædagog til at holde ham, for ellers slår han sig, fordi han kaster rundt med sig selv i frustration. I forgårs havde han siddet og grædt i en halv time efter, at jeg var gået, så han til sidst bare hostede og hostede. I mandags havde han i løbet af dagen flere gange grædt lidt og sagt "mor kommer". Min lille skat.

I dag var det gået hurtigere over. Det lader til, at alt kan reddes, hvis han kommer ud og cykle. I dag, da jeg ledte efter ham på legepladsen, sagde en anden dreng: "Jeg har set ham mange gange! Han cykler rundt og rundt om huset hele tiden".

Det går godt i børnehaven

Vi havde regnet med, at det ville tage lang tid for ældste at blive tryg i børnehaven, og at der derfor nok ville være en hel del flere kriser, når vi var hjemme. Men det har der faktisk ikke været - eller jo, ind i mellem, men det har vist mest været, fordi knægten har været så træt. :-) Han går glad med ind i børnehaven - han græder stadig de fleste morgener, når jeg går, men meldingen er hver dag, at det er gået rigtigt godt, og han både spiser og laver i bleen dernede, og det ville han ikke gøre, hvis han ikke havde det godt.

Misundelsens grimme fjæs

Jeg kan mærke, at jeg skal arbejde med mig selv: Jeg er skidemøghamrende misundelig på dem, der har almindelige børn. Jeg talte med en veninde i går, som har en datter på ældstes alder - der er et par måneder imellem dem.

Hun har veninder fra børnehaven på besøg.

Veninden og datteren har haft en dejlig ferie sammen, hvor de har lavet alt muligt og snakket om en masse ting.

Avsnøftpiv.

Jeg er jo for f*nden nødt til at kunne forholde mig fornuftigt til det. Det duer jo ikke, at jeg ikke kan holde ud at være sammen med folk uden at få ondt i hjertekulen, bare fordi deres børn på ældstes alder er almindelige.

Der findes en forældregruppe i vores område for forældre med et ASF-barn. De har snart møde. Vi må gøre noget dér. Vi skal også på kursus i det her skidt, men jeg kan ikke finde nogen kurser på vores side af Storebælt de næste mange måneder.

Forholdet til andre

Der er mange, der taler om, at forholdet til nogle venner går i stykker som en direkte eller indirekte følge af, at man har et barn med særlige behov. Vi er ikke rendt direkte ind i sådan noget endnu, men jeg har en veninde, som virker meget skeptisk - eller, hun lader til at mene, at det med ældste ikke kan være så slemt, som vi gør det til. Hun kan sagtens sige, hvis hendes datter bliver gal over noget, "se selv, din søn er ikke den eneste, der kan blive hysterisk". Vi ses ikke så tit, men vi chatter flere gange om ugen, og i løbet af ugen har jeg så (blandt andet) fortalt om ældste, og at det er hårdt at være med i børnehaven og episoden om puden. Hun sagde noget om, at "sådan er det i børnehaven", "selvom der er støttetimer, kan de jo ikke være der hele tiden", og "det bliver du nok nødt til at vænne dig til". Det er der nok også noget rigtigt i, men tonen var træls. Nå, men så kom den rigtigt gode: "Sig mig, er du gravid, siden du er så følsom?". Altså, jeg har lige fortalt, at jeg gennemlever min sorg igen, så må jeg vel gerne være lidt følsom og tyndhudet uden at være gravid?!

Hun har så en veninde, som vi så også kender, og hver gang jeg snakker med hende, ender det i "er det nu også så slemt", "sådan er andre børn vel også" og "børn udvikler sig jo ikke altid i samme tempo". Så det skulle ikke undre mig, om de to bliver enige om alt muligt, når de snakker sammen. Men min veninde har 3-4 børn til daglig, og venindens veninde har ingen børn, så de mener nok begge, at for meget for tiden drejer sig om ældste.

Til gengæld er der andre veninder, der er helt anderledes. En af dem er single uden børn, men hun spiser gerne med og vil gerne sidde og spise sammen med yngste, og hun prøver kærligt og ihærdigt at læse bøger for ældste og snakke med ham og lege med ham og få hans opmærksomhed og bliver absolut ikke fornærmet, hvis han siger nej. Den anden veninde har selv en lille, så vi har oftest set hinanden til formiddagskaffe, fordi vi begge har været uden arbejde. Hun spurgte forsigtigt forleden, om ældste kunne overskue at få besøg af hende og hendes barn f.eks. lørdag eftermiddag, eller om det ville være for meget for ham, for det havde hun tit tænkt på, men hun ville ikke ringe og spørge, hun ville hellere spørge, når vi var sammen.

Men førnævnte veninde KUNNE være rigtig god en dag, hvis man ikke gad at tale om sine børn, men hun kværner altid løs om sine. :-)

Børnehave II

Så, nu har han gået i børnhave i tre "rigtige" dage, og det går fint. Jeg tog en snak med hans pædagog fredag morgen om situationen med puden dagen før, fordi jeg faktisk havde været ked af det hele torsdag formiddag. Jeg indrømmer, at jeg nok er lidt tyndhudet de her dage, for jeg gennemlever nærmest hele min sorg igen ved at se ham sammen med alle de normale, velfungerende, fantasifulde og med hinanden legende børn, mens min bare går og tuller rundt ved siden af. Nå, men pædagogen kunne godt se, at der manglede en forklaring i situationen - en forklaring til børnene i hulen, at ældste ikke ville drille dem, og en forklaring til ældste, hvorfor han ikke kunne få puden lige der. Og den forklaring kunne de to pædagogmedhjælperknægte ikke lige give. Han gik nemlig sin vej efter situationen - ind for sig selv. Ikke, at han blev ved med at være ked af det, men det var tydeligt, at han opgav at forstå, hvad der foregik - og den slags situationer skal bedst muligt undgås (f.eks. ved at sørge for, at der er en god pædagog i nærheden).

Børnehave

Så, nu er ældste begyndt i børnehave. Vi var der på besøg et par timer mandag og tirsdag, hvor specialpædagogen havde god tid til at snakke med os, og så startede han så rigtigt i går. Han var alene fra kl. 9 til kl. 11, hvor jeg så kom og spiste med ham, og det var gået godt - han var ikke ked af det, da vi gik, og han havde ikke været ked af det undervejs. Her til morgen fik jeg også et lille nys til farvel, og så gik han i gang.
Det er jo dejligt!

Men åh, hvor er det hårdt for mig at være dernede. Det er så tydeligt, at han er anderledes og bagud. Der er så mange ting, han ikke forstår, og han kommer hurtigt i klammeri med de andre børn, hvis der ikke er en voksen i nærheden hele tiden. Så render han hen og tager en fra en anden, fordi den lige ser spændende ud, og hvis han/hun så tager den igen, bliver ældste SÅ ked af det og står og græder, at han vil have den igen. Her til morgen løb han lige hen og tog en pude, der stod op ad et bord. Desværre var det en del af en hule, og så ville drengene under bordet jo have den igen, og ældste ville ikke af med den, og så blev den jo taget fra ham, og han lagde sig bare på gulvet med hænderne for øjnene, fordi han slet ikke forstod, hvad der foregik.

Jeg skifter mellem at tænke, at "så slemt er det jo heldigvis heller ikke med ham" og så "der er godt nok lang vej igen" - jeg sidder lige og småtuder og tænker det sidste. Hvis et almindeligt barn rendte hen og tog puden, ville man kunne forklare, hvorfor de andre drenge bruger puden, og det almindelige barn ville oftest forstå forklaringen. Der er så mange ting i netop den situationer, ældste ikke forstår, at det næsten ikke er til at overskue.