Brev fra kommunen

For to uger siden fik vi brev fra kommunen. Vi har ansøgt om tabt arbejdsfortjeneste, dækning af nødvendige merudgifter og aflastningstimer til ældste. Vi har næsten fået alt, hvad vi har søgt om - men vi havde også en rimelig og velargumenteret ansøgning. F.eks. går der ekstra 2 x 30 minutter hver dag med at aflevere ældste i børnehaven, og det er jo tid, jeg ellers kunne have arbejdet.

Vi har så fået otte timer om ugen i aflastning - det har vi tænkt os at bruge til træning. Vi planlægger at spare en enkelt time op om ugen til en tur i biografen hver måned, men ellers skal det være til træning. Så var problemet så at finde en, der kunne træne med ham, og som vidste noget om tingene. Vi ved jo ingen verdens ting - vi ved bare, at 1:1-træning er godt for sådan en lille dreng med autisme. Fra gamle dage kender jeg en, der nu er uddannet pædagog og har forstand på børn med autisme - og ham spurgte jeg naturligvis. Han var noget tilbageholdende, for han vidste jo ikke, hvor meget tid han ville blive ved med at have, og han har ikke prøvet at arbejde med så små børn før. Det sidste er jeg nu ikke bekymret for, og han sagde også ja til sidst. Heldigvis! Jeg er sikker på, at det bliver godt. Vi har aftalt, at han starter forløbet op, og så finder vi en mere i løbet af efteråret, og så kan han lære den nye op og langsomt trække sig tilbage til en supervisorfunktion. På den måde kan han følge ældste i mange år. Det skal nok blive godt. Vi har aftalt, at de skal være sammen første gang om et par uger, og så skal de ... ud og køre tog, hvilket omtrent er ældstes yndlingsbeskæftigelse. :-)

Jeg skal vænne mig lidt til tanken om aflastning, kan jeg mærke. Jeg synes ikke om tanken om, at han skal passes af nogle andre, så vi kan "leve livet" uden ham, fordi han ikke kan være med. Nu skal han trænes med, når vi har aflastning, og så føles det noget anderledes.