søndag den 9. november 2008

Jeg er lidt bagud her

Jeg er lidt bagud her på kanalen, men der har også været lidt tryk på i familien. Som sagt sidst har en af os været sygemeldt, og den anden har så stået med det meste af det praktiske ansvar, og det har rykket lidt på de sædvanlige balancer. Heldigvis har ungerne klaret det rigtigt flot, og så fornemmer man virkelig, at de bliver ældre og klogere og alt det der.

Hvis vi havde haft det rigtigt hårdt, og ældste havde haft det rigtig skidt, havde der nok været flere opdateringer. Men heldigvis har ældste har det godt. Der kommer mere og mere sprog på, og han forstår verden bedre og bedre. Han leger med sin lillebror, og han har fået VENNER nede i børnehaven - to drenge på 3 år, og de laver en masse ting sammen. De er blevet sat sammen af pædagogen, men de vil hinanden hele dagen, og han taler glad om de ting, han laver sammen med dem. Jamen, man må jo fælde en tåre af glæde. :-)

På den anden side må vi sige, at vi godt kan mærke, at vi ikke har haft supervision siden september. Der er tidspunkter med uhensigtsmæssig opførsel, hvor vi ikke aner, hvordan vi skal gribe det an.

Vi er ved at skrive en ansøgning til L154, lov om hjemmetræning, hvilket det meste af vil-gerne-have-ABA-forældrene i Danmark vist er i gang med, og vi håber at få den afsted i næste uge. Han skal jo ikke gå hjemme hos os og træne, han skal træne så meget som muligt nede i børnehaven, så vi prøver at søge om så meget børnehavetid, som vi kan slippe afsted med. I virkeligheden er L154 ikke optimal til ABA, men det er eneste mulighed, og dermed er det det bedste, der sket området længe, og så søger vi i positiv ånd. :-)