En lille status

Så er vi startet på vores nye liv som mere aktive forældre til barn med autisme.


Vi har haft besøg af ABA-supervisoren, to gange faktisk, og hver gang sidder jeg med fornemmelsen "var det det?". Jeg har hørt om flere, hvor supervisoren går i gang med at træne med barnet, men det var der ikke noget af. Men det er jo nok forskelligt.

Vi skulle ikke gå i gang med bordtræning, vi skulle i stedet starte med samarbejdsøvelser. Vi skulle heller ikke bruge spiselige forstærkere, for han elsker ros, så det er det, der skal bruges.
Allerede dér har vi jo et forspring i forhold til at være startet selv med en bog i hånden, for så var vi jo gået i gang med at klippe rosiner i stykker og prøve at få ham til at blive ved bordet.

Dagene efter den første gang gik meget med at prøve sig frem og snakke og snakke og snakke med hinanden, om det mon var rigtigt i forhold til supervisorens anvisninger. Ingen tvivl om, at ældste reagerer rigtig god på ABA-pædagogikken.

Det går rigtig godt med at have skåret ned på tv-kiggeri. Supervisoren sagde faktisk ikke noget særligt om det, selvom vi spurgte, men vi er selv glade for det. I stedet for at plage om at se tv hver dag, når han kommer hjem, går han nu i gang med at lege.

Udover samarbejdstræning skal vi vise ham, hvordan man leger, læse bøger med vægt på det sociale i historierne ("se, han smiler, hvad skal der mon ske nu?") og forskellige andre ting, der kan træne hans opmærksomhed og træne forståelsen af sammenhænge. Og det kan man jo træne alle steder.

Vi har min mor med til supervisionerne, fordi ungerne er hos dem en eftermiddag om ugen, og fordi hun kommer til at hjælpe os en del her i efteråret, fordi en af os er sygemeldt. Jeg havde faktisk regnet med, at hun ville forstå det bedre, end jeg tror, at hun gør. Hun nænner vist ikke at lade være med at trøste, når ældste bliver frustreret, og vi kan jo tydeligt se, at det gør det meget værre at prøve at trøste i de situationer. Når vi så prøver at sige, at hun skal lade være, bliver hun såret-fornærmet. På samme måde, hvis jeg prøver at sige "jeg tager konflikten". Meget problematisk, for så skal jeg forholde os både til skrigende barn og fornærmet-såret mor. Det ved jeg sgu ikke lige, hvordan jeg får løst.