Av min hjertekule

Familiefødselsdag. To pladser fra mig sidder min svoger og hans kæreste og fortæller som sit nye job, hun er skolelærer. Følgende blev sagt med hånligt tonefald og himmelvendte øjne: "Ja, og så har jeg fået L-Y-K-K-E-K-L-A-S-S-E-N! Den 2. klasse, hvor alle dem med ADHD og Tourettes og alt muligt går, og det er bare....!".

Det var så tydeligt, at det var røven af fjerde division at skulle have den klasse. Jeg var ved at falde helt fra hinanden på tre sekunder. Tårene pressede sig på, og jeg begyndte at ryste. Heldigvis lykkedes det mig at gå stille fra bordet og skynde mig på toilet, hvor jeg kunne græde stille, indtil jeg havde så meget hold på mig selv, at jeg kunne gå tilbage og spise videre.

Lige nu, lige i dag, lige i denne time kan vi glædes over ældstes fremgang. Glædes over, at det lige nu ikke ser så mørkt ud, som det kunne. Men om et par år skal han i skole. Og det er det store sorte hul, for vi aner ikke, hvad vi har af muligheder. Vi risikerer lige netop, at han kommer i sådan en samleklasse for børn med alle mulige diagnoser, og at han får en lærer som min svogers kæreste. En, som bare overhovedet ikke har lyst til at undervise børn med særlige behov, som allerede hader det, inden hun er startet på arbejde, og som overhovedet ikke forstår sig på sagerne.

Eftersom de to altid brokker sig over deres arbejde i lange enetaler, er det bedste af det hele jo, at vi ved hver eneste familiesammenkomst garanteret skal høre om de her møgunger, som bare er så dumme og uopdragne, og forældre er sikkert endnu værre.

Jeg. Kan. Næsten. Ikke. Vente.