Helt konkret fremgang

Scene: Borddærkning.

Ældste vil nogle gange gerne hjælpe med at bære ting over til bordet.

Hvis vi siger "den er til lillebror", sætter han den nu på lillebrors plads. For et par måneder siden ville han have rendt efter lillebror med den for at give den til ham, hvilket altid resulterede i skrig og skrål, for ældste ville være meget insisterende og prøvede at få yngste til at tage den, og yngste kunne virkelig ikke se, hvad han skulle bruge et glas til, mens han var ved at køre med biler og blev sur over, at ældste prøvede at tvinge ham til at tage glasset, og så blev ældste ked af det, fordi yngste ikke ville. Eller hvis yngste sad i sofaen og læste, blev han gal over at få smidt en tallerken i skødet for fuld kraft.

I dag ved ældste godt, at "et glas til lillebror" betyder, at det skal sættes på lillebrors plads. Det er sgu dejligt at se, at det nytter! Han KAN lære, at ikke altid skal forstås konkret. Der er da fedt. :-)

Sidste nyt ... ikke hvert minut. :-)

Det var ikke det store problem at fortælle den gamle børnehave, at vi havde fået en ny plads. Det tog de stille og roligt. De forsikrede dog om, at de skam trænede med ham i H-rummet, men de havde ikke noget godt svar på, hvorfor vi aldrig hørte om det. :-) Men de vidste jo godt, at vi søgte mod ABA. Heldigvis har der ikke været nogen sure miner over flytteplanerne.

Jeg havde sat børnehaven til at lave en ny Kuno Beller på ham - vi har en fra dagplejen, som nu er et år gammel, og jeg ville gerne have et billede af ham lige nu, så vi kan se, hvor han er rykket. Han er rykket mindre, end jeg havde forventet. Grovmotorisk er han nu næsten alderssvarende, og på to andre punkter er han rykket godt opad, men på de fleste ligger han stadig på 2-3 års niveau. Faktisk ligger han lavere på "Social-/følelsesmæssig" på den nye end på den gamle, men der ved vi heldigvis godt, at det ikke passer - der er han rykket en del. Men det er jo nok også, fordi dagplejepædagogen og dagplejeren ser anderledes på et barn, end en børnehavepædagog gør. Men i hvert fald er jeg glad for, at vi har Kuno Belleren, for ældste er ikke som sådan testbar, for han vil ikke rigtigt samarbejde, og så er en udviklingsbeskrivelse jo det eneste, man kan lave.

Vi har genoptaget forløbet med børnepsykiateren. Han var på besøg for en måneds tid siden go se ældste igen, og han synes virkelig, at han kunne se en forandring. Vi har udfyldt nogle papirer med spørgsmål om, hvordan hans hverdag går, og det samme satte vi børnehaven til. Der var også et skema over "difficult times of the day" - men der kunne vi ikke rigtigt sætte på, hvornår der skulle være svære tidspunkter. Jeg skrev også et sted, at han er mindre ritualbundet. De fleste dage går rimeligt fredeligt, undtagen når han er træt. Nå, men brevet blev pakket i går og klar til at blive postet, og i dag har jeg så været alene hjemme med dem begge pga. strejken, og så kom tingene ellers i perspektiv. I går var han skidt og havde feber, så selvom han var møgbeskidt, kom han ikke i bad - han gik kold uden aftensmad. I dag havde han det meget bedre, og i morges ville jeg så lave et bad til ham - og han, der ellers elsker at komme i bad, skreg i vilden sky, han ville dælme ikke i bad! Nå, så måtte vi i det mindste vaske hænder - det foregår ved, at han står på en skammel foran vasken, der er sæbevand i vasken, jeg står bag ham, vi har begge vores hænder i vandet og pjasker lidt og leger med en båd, og hvis vi så er heldige, når hans hænder at blive rene, inden det bliver for meget for ham, for han han ikke holde almindeligt håndvask ud. Da alle mand er i tøjet, skal vi ud og cykle - ældste på cykel, yngste på scooter og ud på stisystemet. Ældste ræser afsted, yngste er ikke så hurtig. Vi når hen til yndlingsstedet, render frem og tilbage og op og ned, og så skal vi tilbage igen. På et tidspunkt drejer ældste så ned ad en forkert sti, og han vil overhovedet ikke nogen anden vej. Da jeg så drejer cyklen rundt for ham, så han kan se, hvor vi skal hen, smider han sig ned på jorden, råber og skriger, og vil ingenting. Da yngste er et stykke foran, må jeg tage ældstes cykel og bære den vej, vi skal, så han ikke stikker af, mens jeg får hold i yngste. Ældste sidder bare helt tabt for omverdenen og reagerer overhovedet ikke på, at jeg kalder og kalder. Til sidste må jeg stille cyklen og gå tilbage og hente ham, og han råber og skriger igen, og jeg må nærmest slæbe ham hjemad. På vej hjem skal vi omkring legepladsen på vores egen vej, og det går fint, men da vi skal derfra igen, stikker ældste af i modsat retning, så snart han kommer på cyklen. Så ender det med, at jeg må slæbe cykel og hysterisk ældste hjem til huset, sætte (lægge...) ham der, og så løbe tilbage og hente yngste nogle huse henne, som dælme ikke vil hjem, og så må jeg så slæbe rasende yngste hjem. Senere går det fredeligt nok, pånær anfaldet over, at han ikke må se den samme film igen, da den er slut, og han kyler rundt med legetøjet og vælter en stol i raseri. Vi har en regel om, at han ikke må se den samme film (eller DVD med små afsnit som f.eks. Palle Gris eller Brandmand Sam) igen, for han sidder bare og stener foran det og kører på med ekkolali til den helt store guldmedalje, så han skal altså se noget forskelligt, hvis han absolut skal se fjernsyn.

... så dagen i dag må jeg så også lige huske at beskrive for børnepsykiateren, for hvad tænkte jeg dog på, da jeg skrev, at han ikke er så ritualbundet? Det er jo lysende klart nu, at selvfølgelig er han det - man KAN ikke gå i bad om morgenen, nå! Og alle de andre ting er jo heller ikke normale - ikke vaske hænder, gå helt i sort over at skulle den anden vej, end han havde tænkt sig, og ... jeg bliver nok bare lullet ind i "hvad ved jeg"-fælden, for jeg har svært ved selv at se, hvor mærkeligt han opfører sig. Til gengæld har det tilsyneladende ikke generet ham, at han ikke har skullet i børnehave i denne uge - han har ikke spurgt efter det. Så det er ikke alle ting, der skal være på en bestemt måde - det er jo også det, vi helst ikke vil lulle ham ind i.