Vi har fået en dato for konferencen. Det bliver i slutningen af november.
Ældste viste i øvrigt i dag, at han ind i mellem kan imitere. Han gik rundt og pillede ved ventilen på en badebold, og lige bagefter pustede han på bolden. Aha!
onsdag den 24. oktober 2007
Så er henvisningen sendt
Så er henvisningen til Augustenborg sendt. Jeg var hos lægen og sad og dikterede, hvad han skulle skrive - tilsyneladende, i hvert fald, for han sagde til sidst "Ja, det var jo bestilt arbejde, men sådan skal det også være en gang i mellem". :-)
Jeg havde ni bilag med:
1) Kopi af henvisning til børnepsyk fra psykolog hos PPR
2) Observation foretaget af børn og unge-læge
3) Observation foretaget af talepædagog
4) Observation foretaget af psykolog
5) Kuno-Beller udviklingsprofil
6) Lægeskøn foretaget af neurolog
7) Karakteristik af ældste over de seneste måneder lavet af forældrene
8) Stikord om ældste skrevet af pædagogerne i børnehaven
9) Mormors beskrivelse af ældste
- og en bilagsliste. Bilagslisten er det eneste, der ikke blinker AUTISME i tre farver.
Så kan vi ikke gøre mere. Nu venter vi. De ved nu alt, hvad vi ved. De har alle papirer, de skal ikke bruge tid på at rekvirere noget som helst. De har visitationsmøder to gange om ugen. For et par uger siden sagde sekretæren, at de behandler dem så snart, de kommer ind. Det kan ikke vare mange uger.
Som sagt er der en risiko for, at de ikke tager ham - hvis de vurderer, at de skal se ham i hjemmet eller i institutionen, afviser de ham.
Hvis ikke de tager ham, har vi en plan B: Neurologen, som har stillet lægeskønnet, er privatpraktiserende psykiater her i byen. Han er knivskarp og dygtig og sidder ofte for enden af bordet, når der er konference om et barn i Socialforvaltningen. Hvis han stiller en diagnose, vil kommunen måske kunne bruge den. Det er vores plan B.
Vi er ukuelige. Brøl! For pokker, det er spændende.
I øvrigt: Hvis nogen holder Kristeligt Dagblad, så læs kronikken af Katrine Lotz i avisen fra i går.
Jeg havde ni bilag med:
1) Kopi af henvisning til børnepsyk fra psykolog hos PPR
2) Observation foretaget af børn og unge-læge
3) Observation foretaget af talepædagog
4) Observation foretaget af psykolog
5) Kuno-Beller udviklingsprofil
6) Lægeskøn foretaget af neurolog
7) Karakteristik af ældste over de seneste måneder lavet af forældrene
8) Stikord om ældste skrevet af pædagogerne i børnehaven
9) Mormors beskrivelse af ældste
- og en bilagsliste. Bilagslisten er det eneste, der ikke blinker AUTISME i tre farver.
Så kan vi ikke gøre mere. Nu venter vi. De ved nu alt, hvad vi ved. De har alle papirer, de skal ikke bruge tid på at rekvirere noget som helst. De har visitationsmøder to gange om ugen. For et par uger siden sagde sekretæren, at de behandler dem så snart, de kommer ind. Det kan ikke vare mange uger.
Som sagt er der en risiko for, at de ikke tager ham - hvis de vurderer, at de skal se ham i hjemmet eller i institutionen, afviser de ham.
Hvis ikke de tager ham, har vi en plan B: Neurologen, som har stillet lægeskønnet, er privatpraktiserende psykiater her i byen. Han er knivskarp og dygtig og sidder ofte for enden af bordet, når der er konference om et barn i Socialforvaltningen. Hvis han stiller en diagnose, vil kommunen måske kunne bruge den. Det er vores plan B.
Vi er ukuelige. Brøl! For pokker, det er spændende.
I øvrigt: Hvis nogen holder Kristeligt Dagblad, så læs kronikken af Katrine Lotz i avisen fra i går.
søndag den 21. oktober 2007
Kortene på bordet ... eller noget.
Vi havde en ubehagelig snak i fredags med mine svigerforældre - den snak, der satte tankerne omkring de to spor i gang. Vi prøvede at gå dem lidt på klingen omkring det her med ældste, fordi vi synes, at der er mange ting, der er lidt for lunkne på den trælse måde. Først og fremmest: Den der skide fødselsdag var det mindste problem. Der skulle de nok acceptere, hvad vi valgte. (Så håber jeg bare ikke, at der komme mærkelige forklaringer, når folk spørger, hvorfor ældste ikke er med...)
Men! Da vi prøvede at spore os ind på, at vi synes, at der mangler lidt opbakning, blev de vrede og sårede. Det gik bare ikke ret godt. Vi fik besked på, at de hver havde en pædagogisk faglighed (de er uddannet lærere) og erfaring med vanskelige børn, som de tog udgangspunkt i, og de ville ikke have facitliste til, hvad de skulle gøre med ældste i bestemte situationer.
I den noget rystende samtale evnede jeg desværre ikke at spørge nærmere ind til de "vanskelige børn", men vi tror faktisk, at de tror, at ældste skal behandles som et vanskeligt barn. Det ville forklare en hel del af deres opførsel gennem det seneste halve år. Men der er jo milevid forskel på et vanskeligt barn og et barn med særlige behov.
Problemet er bare, at man nogle gange er nødt til at have en facitliste. Det kan sagtens være, at facit ændrer sig med tiden, det gør det forhåbentligt, men i nogle perioder er der visse ting, der ikke skal fraviges.
Ved aftensmaden sad ældste f.eks. og prøvede at få øjenkontakt med sin farfar. Han lænede sig langt ind over bordet og smilede og smilede. Det blev ignoreret. Så prøvede han igen et minut senere. Det blev ignoreret. Så kastede ældste sin vaskeklud hen til farfar. Den blev lagt tilbage. Så kastede han den lidt længere, så den ramte tallerkenen. Så blev det påpeget, at fy, det var noget griseri, og så blev den lagt tilbage. Min hjerte blødte lidt, for hvor var ældste dog dygtig til at prøve at få kontakt! Og han var så dygtig og havde overskud, at han kunne sidde og ro og mag og spise, selvom der var gæster. Det er jo STORT, at han så ihærdigt prøver at etablere kontakt. Han tilbyder jo øjenkontakt i rigelige mængder, og det bliver ignoreret, og så giver han op.
Hvis man så ser det med den optik, at han er et vanskeligt barn, er det nok nemmere at forstå det. Et velopdragent barn siddet ikke og hænger ind over sin tallerken, mens han skaber sig og sidder skiftevis og griner og gemmer ansigtet lidt. Derfor må man ignorere det, så det holder op. Når barnet opfører sig lidt værre og kaster med sin vaskeklud, må man naturligvis give det en reprimande og stadig ignorere det derudover. Når barnet så holder op, er det jo lykkedes at stoppe den dårlige opførsel.
There's a long way to go. Men vi er da blevet lidt klogere, og det er jo aldrig af vejen.
Men! Da vi prøvede at spore os ind på, at vi synes, at der mangler lidt opbakning, blev de vrede og sårede. Det gik bare ikke ret godt. Vi fik besked på, at de hver havde en pædagogisk faglighed (de er uddannet lærere) og erfaring med vanskelige børn, som de tog udgangspunkt i, og de ville ikke have facitliste til, hvad de skulle gøre med ældste i bestemte situationer.
I den noget rystende samtale evnede jeg desværre ikke at spørge nærmere ind til de "vanskelige børn", men vi tror faktisk, at de tror, at ældste skal behandles som et vanskeligt barn. Det ville forklare en hel del af deres opførsel gennem det seneste halve år. Men der er jo milevid forskel på et vanskeligt barn og et barn med særlige behov.
Problemet er bare, at man nogle gange er nødt til at have en facitliste. Det kan sagtens være, at facit ændrer sig med tiden, det gør det forhåbentligt, men i nogle perioder er der visse ting, der ikke skal fraviges.
Ved aftensmaden sad ældste f.eks. og prøvede at få øjenkontakt med sin farfar. Han lænede sig langt ind over bordet og smilede og smilede. Det blev ignoreret. Så prøvede han igen et minut senere. Det blev ignoreret. Så kastede ældste sin vaskeklud hen til farfar. Den blev lagt tilbage. Så kastede han den lidt længere, så den ramte tallerkenen. Så blev det påpeget, at fy, det var noget griseri, og så blev den lagt tilbage. Min hjerte blødte lidt, for hvor var ældste dog dygtig til at prøve at få kontakt! Og han var så dygtig og havde overskud, at han kunne sidde og ro og mag og spise, selvom der var gæster. Det er jo STORT, at han så ihærdigt prøver at etablere kontakt. Han tilbyder jo øjenkontakt i rigelige mængder, og det bliver ignoreret, og så giver han op.
Hvis man så ser det med den optik, at han er et vanskeligt barn, er det nok nemmere at forstå det. Et velopdragent barn siddet ikke og hænger ind over sin tallerken, mens han skaber sig og sidder skiftevis og griner og gemmer ansigtet lidt. Derfor må man ignorere det, så det holder op. Når barnet opfører sig lidt værre og kaster med sin vaskeklud, må man naturligvis give det en reprimande og stadig ignorere det derudover. Når barnet så holder op, er det jo lykkedes at stoppe den dårlige opførsel.
There's a long way to go. Men vi er da blevet lidt klogere, og det er jo aldrig af vejen.
Om det nødvendige og det ...
Jeg har tænkt længe over, hvad det er nødvendigt at skride ind over for, når folk omkring os behandler ældste (skrup)forkert. Nogen synes nemlig, at jeg kan være lidt for direkte og måske endda lidt strid, og jeg bryder mig faktisk ikke om at irettesætte folk, men i forhold til ældste kan det være nødvendigt.
Min tanke lige nu er, at der måske er to spor. 1) Overlevelse og 2) det optimale.
Overlevelse er det spor, man er nødt til at følge for at hjælpe ældste til at overleve i f.eks. sociale sammenhænge. Lad os forestille os, at vi er til fødselsdag hos nogle venner, og ældste er lidt presset. Han bryder sig ikke rigtigt om alle de mennesker, og han hænger på mig. Han er nogenlunde ok, han kan sidde og spise lidt ved bordet i kort tid, og så får han en bil, og den sætter han sig så i hjørnet med. Hvis så en eller anden går hen og tager bilen fra ham for at vise, at man kan trække den op, og ældste så skriger frustreret, så vil jeg gribe ind og sige, at han skal have bilen igen, for det er nødvendigt for ham at sidde i fred med den bil lige nu for at holde sammenhængen ud. Hvis nu vedkommende gerne ville i kontakt med ældste og vitterligt var interesseret i det, og jeg blev spurgt, hvordan han skulle gøre, kunne jeg fortælle ham lidt om at søge øjenkontakt, prøve at lege lidt gemmeleg og andre tricks, der virker på ældste, og så også lidt om at aflæse hans signaler, så man ikke overdrev. Det ville være det optimale.
Giver det mening? Jeg skrider ind, når det påvirker ham direkte, og så bliver folk nødt til at finde sig i at få besked.
Et andet eksempel kunne være, at vi sidder omkring bordet med et sæt af bedsteforældrene. Ældste er i godt humør, og han sidder faktisk og prøver at få øjenkontakt med en af dem, med vedkommende forstår ikke forsøgene på kontakt. Der vil jeg ikke gribe ind - måske vil jeg i dette tilfælde vejlede, hvis de selv har sagt ja tak til vejledning, men jeg vil ikke decideret gribe ind. Det vil jeg derimod, hvis en af bedsterne sidder og siger "hvorfor kan du ikke spise pænt, når vi andre kan" - den slags bemærkninger gør nemt ældste frustreret, fordi han føler sig helt forkert.
Et tredje eksempel kunne være, at jeg ville gribe ind, hvis nogen stillede ham alt for mange valg.
Ældste overlever fint, hvis andre følger overlevelsessporet. Det ville være optimalt, hvis alle fulgte det optimale spor, men han overlever fint uden.
Hvad siger I andre? Og hvad I, der har erfaring, gjort?
Min tanke lige nu er, at der måske er to spor. 1) Overlevelse og 2) det optimale.
Overlevelse er det spor, man er nødt til at følge for at hjælpe ældste til at overleve i f.eks. sociale sammenhænge. Lad os forestille os, at vi er til fødselsdag hos nogle venner, og ældste er lidt presset. Han bryder sig ikke rigtigt om alle de mennesker, og han hænger på mig. Han er nogenlunde ok, han kan sidde og spise lidt ved bordet i kort tid, og så får han en bil, og den sætter han sig så i hjørnet med. Hvis så en eller anden går hen og tager bilen fra ham for at vise, at man kan trække den op, og ældste så skriger frustreret, så vil jeg gribe ind og sige, at han skal have bilen igen, for det er nødvendigt for ham at sidde i fred med den bil lige nu for at holde sammenhængen ud. Hvis nu vedkommende gerne ville i kontakt med ældste og vitterligt var interesseret i det, og jeg blev spurgt, hvordan han skulle gøre, kunne jeg fortælle ham lidt om at søge øjenkontakt, prøve at lege lidt gemmeleg og andre tricks, der virker på ældste, og så også lidt om at aflæse hans signaler, så man ikke overdrev. Det ville være det optimale.
Giver det mening? Jeg skrider ind, når det påvirker ham direkte, og så bliver folk nødt til at finde sig i at få besked.
Et andet eksempel kunne være, at vi sidder omkring bordet med et sæt af bedsteforældrene. Ældste er i godt humør, og han sidder faktisk og prøver at få øjenkontakt med en af dem, med vedkommende forstår ikke forsøgene på kontakt. Der vil jeg ikke gribe ind - måske vil jeg i dette tilfælde vejlede, hvis de selv har sagt ja tak til vejledning, men jeg vil ikke decideret gribe ind. Det vil jeg derimod, hvis en af bedsterne sidder og siger "hvorfor kan du ikke spise pænt, når vi andre kan" - den slags bemærkninger gør nemt ældste frustreret, fordi han føler sig helt forkert.
Et tredje eksempel kunne være, at jeg ville gribe ind, hvis nogen stillede ham alt for mange valg.
Ældste overlever fint, hvis andre følger overlevelsessporet. Det ville være optimalt, hvis alle fulgte det optimale spor, men han overlever fint uden.
Hvad siger I andre? Og hvad I, der har erfaring, gjort?
mandag den 15. oktober 2007
En halv omsadling
Jeg blev gjort opmærksom på, at jeg faktisk er blevet lidt negativ her på kanalen. Det er jo helt korrekt! Jeg har jo faktisk glemt at fortælle om, at ældste har fået det rigtigt godt i børnehaven. Afleveringerne er aldeles problemfri - selv i dag, hvor jeg lige skulle fortælle pædagogen noget, og derfor sad ældste lige hos mig i to minutter inden afleveringen, og det er jo potentielt sprængfarligt. Trække afleveringen og så på en mandag! Så sagde jeg farvel, og så løb han over til pædagogen, og så vinkede jeg, og så gik han glad den anden vej. De siger, at han er glad hele dagen, at han for tiden ikke behøver sin bamse hele tiden, og at han lærer nye ord og vendinger.
I dag har jeg fået at vide, at konferencen nok bliver i midten af november. Desuden har de to specialpædagoger tilmeldt sig et foredrag om ABA i en børnehave, der har to af børnene i ABA-projektet, og de er vilde med det i den børnehave, så jeg håber godt nok, at de smitter pædagogerne i ældstes børnehave, så de kaster sig frådende over det. Helst, tak!
Vi fik en aflaster ansat i sidste uge, som har ABA-erfaring. Det var i teorien en appelsin i en turban - at der lige dumpede en ned, der havde ABA-erfaring. Men hun har allerede sagt op. Hun har været her en gang i et par timer, men hun mente ikke, at hun passede ind. Så nu tror jeg, at vi indtil videre holder os til ham, vi har, fordi han er dygtig, og så trækker vi lige vejret på dén front. Vi kan jo ikke arbejde rigtigt med ABA endnu, så det er nok svært at udfylde en ABA-erfaren persons drømme.
I dag har jeg fået at vide, at konferencen nok bliver i midten af november. Desuden har de to specialpædagoger tilmeldt sig et foredrag om ABA i en børnehave, der har to af børnene i ABA-projektet, og de er vilde med det i den børnehave, så jeg håber godt nok, at de smitter pædagogerne i ældstes børnehave, så de kaster sig frådende over det. Helst, tak!
Vi fik en aflaster ansat i sidste uge, som har ABA-erfaring. Det var i teorien en appelsin i en turban - at der lige dumpede en ned, der havde ABA-erfaring. Men hun har allerede sagt op. Hun har været her en gang i et par timer, men hun mente ikke, at hun passede ind. Så nu tror jeg, at vi indtil videre holder os til ham, vi har, fordi han er dygtig, og så trækker vi lige vejret på dén front. Vi kan jo ikke arbejde rigtigt med ABA endnu, så det er nok svært at udfylde en ABA-erfaren persons drømme.
søndag den 14. oktober 2007
Misforstået godhed
Begge unger har været hos mine forældre fra lørdag eftermiddag til søndag eftermiddag. Da vi kom derned i dag for at hente dem, virkede det til, at ældste har fået lov til gøre, hvad han ville. Ikke, at det betyder, at han har væltet fjernsynet eller baldret ruder, men han har f.eks. tilsyneladende selv bestemt, hvad han ville spise (tilsyneladende primært boller med marmelade), og det duer ikke, for han bliver helt umulig, hvis han ikke får noget ordentligt at spise -hvilket vil sige rugbrød til frokost. Da han så træt og pylret skal have rugbrød til aften, bliver jeg ved med at sige til ham, at han kan spise sin mad med leverpostej, og at han IKKE får en bolle. Til sidst giver min mor ham så et stykke franskbrød.
FOR HELVEDE! Efter en konflikt på 10 minutter giver hun ham et stykke franskbrød, og så er hele konflikten jo spildt!
Aftenen endte i tårer, råben og hat og briller, og jeg var ved at kaste op bag skraldespanden. Min mor siger, at hun vil have vejledning. Hun får vejledning, og hun retter sig ikke efter det alligevel. Så siger jeg det, og så piver hun over, at hun får skæld ud, og så den evindelige "jeg ved ikke, hvordan jeg skal være". SÅ HØR DOG EFTER, FOR IND I HELVEDE! Vi prøver jo at forklare det!
Da der så var lidt mere ro på, lige inden vi tog afsted, prøvede jeg at forklare, at ældste slet ikke kan overskue at få lov at gøre, som han vil. At det er en investering i resten af dagen at tage en eventuel konflikt, fordi han bliver mere og mere kørt op for hver gang, han bare får lov til noget.
Der er tilsyneladende struktur nok for ældste i hverdagen og i weekenden herhjemme, men det skrider vist i weekenden hos dem.
Mine forældre har en dag om ugen, hvor de henter ungerne. Den dag i næste uge skal de op kl. 4, fordi nogen skal køres til udlandet. De er godt nok hjemme igen inden afhentningstid, men manden og jeg blev enige om, at de ikke skal hente unger, når de skal så tidligt op - at det ville være synd for dem. Jeg ringede så og sagde, at vi har flyttet lidt om på det, så de ikke behøver at hente dem tirsdag. Det blev tydeligvist ikke modtaget positivt. Nu tror de nok, at det er en straf - how low can you go?
Gad vide, hvordan man opstiller nogle enkle leveregler, som de kan overholde. Hvis der var en regel om, at der KUN måtte serveres rugbrød til frokost og ingen boller. Mon ikke, at det ville være til at overholde.
FOR HELVEDE! Efter en konflikt på 10 minutter giver hun ham et stykke franskbrød, og så er hele konflikten jo spildt!
Aftenen endte i tårer, råben og hat og briller, og jeg var ved at kaste op bag skraldespanden. Min mor siger, at hun vil have vejledning. Hun får vejledning, og hun retter sig ikke efter det alligevel. Så siger jeg det, og så piver hun over, at hun får skæld ud, og så den evindelige "jeg ved ikke, hvordan jeg skal være". SÅ HØR DOG EFTER, FOR IND I HELVEDE! Vi prøver jo at forklare det!
Da der så var lidt mere ro på, lige inden vi tog afsted, prøvede jeg at forklare, at ældste slet ikke kan overskue at få lov at gøre, som han vil. At det er en investering i resten af dagen at tage en eventuel konflikt, fordi han bliver mere og mere kørt op for hver gang, han bare får lov til noget.
Der er tilsyneladende struktur nok for ældste i hverdagen og i weekenden herhjemme, men det skrider vist i weekenden hos dem.
Mine forældre har en dag om ugen, hvor de henter ungerne. Den dag i næste uge skal de op kl. 4, fordi nogen skal køres til udlandet. De er godt nok hjemme igen inden afhentningstid, men manden og jeg blev enige om, at de ikke skal hente unger, når de skal så tidligt op - at det ville være synd for dem. Jeg ringede så og sagde, at vi har flyttet lidt om på det, så de ikke behøver at hente dem tirsdag. Det blev tydeligvist ikke modtaget positivt. Nu tror de nok, at det er en straf - how low can you go?
Gad vide, hvordan man opstiller nogle enkle leveregler, som de kan overholde. Hvis der var en regel om, at der KUN måtte serveres rugbrød til frokost og ingen boller. Mon ikke, at det ville være til at overholde.
onsdag den 10. oktober 2007
Øhm ...
Min svigermor ringede lige.
Hun fortalte, at hun skal undervise unge med Asperger-syndrom.
Den lader vi lige stå lidt.
Jeg nåede at tænke, inden jeg sagde noget.
Jeg sagde "Ja, så bliver du da NØDT til at sætte dig ind i tingene".
Hun sagde: "Jaja".
Jeg er målløs.
Hun fortalte, at hun skal undervise unge med Asperger-syndrom.
Den lader vi lige stå lidt.
Jeg nåede at tænke, inden jeg sagde noget.
Jeg sagde "Ja, så bliver du da NØDT til at sætte dig ind i tingene".
Hun sagde: "Jaja".
Jeg er målløs.
Abonner på:
Opslag (Atom)