Om det nødvendige og det ...

Jeg har tænkt længe over, hvad det er nødvendigt at skride ind over for, når folk omkring os behandler ældste (skrup)forkert. Nogen synes nemlig, at jeg kan være lidt for direkte og måske endda lidt strid, og jeg bryder mig faktisk ikke om at irettesætte folk, men i forhold til ældste kan det være nødvendigt.

Min tanke lige nu er, at der måske er to spor. 1) Overlevelse og 2) det optimale.

Overlevelse er det spor, man er nødt til at følge for at hjælpe ældste til at overleve i f.eks. sociale sammenhænge. Lad os forestille os, at vi er til fødselsdag hos nogle venner, og ældste er lidt presset. Han bryder sig ikke rigtigt om alle de mennesker, og han hænger på mig. Han er nogenlunde ok, han kan sidde og spise lidt ved bordet i kort tid, og så får han en bil, og den sætter han sig så i hjørnet med. Hvis så en eller anden går hen og tager bilen fra ham for at vise, at man kan trække den op, og ældste så skriger frustreret, så vil jeg gribe ind og sige, at han skal have bilen igen, for det er nødvendigt for ham at sidde i fred med den bil lige nu for at holde sammenhængen ud. Hvis nu vedkommende gerne ville i kontakt med ældste og vitterligt var interesseret i det, og jeg blev spurgt, hvordan han skulle gøre, kunne jeg fortælle ham lidt om at søge øjenkontakt, prøve at lege lidt gemmeleg og andre tricks, der virker på ældste, og så også lidt om at aflæse hans signaler, så man ikke overdrev. Det ville være det optimale.

Giver det mening? Jeg skrider ind, når det påvirker ham direkte, og så bliver folk nødt til at finde sig i at få besked.

Et andet eksempel kunne være, at vi sidder omkring bordet med et sæt af bedsteforældrene. Ældste er i godt humør, og han sidder faktisk og prøver at få øjenkontakt med en af dem, med vedkommende forstår ikke forsøgene på kontakt. Der vil jeg ikke gribe ind - måske vil jeg i dette tilfælde vejlede, hvis de selv har sagt ja tak til vejledning, men jeg vil ikke decideret gribe ind. Det vil jeg derimod, hvis en af bedsterne sidder og siger "hvorfor kan du ikke spise pænt, når vi andre kan" - den slags bemærkninger gør nemt ældste frustreret, fordi han føler sig helt forkert.

Et tredje eksempel kunne være, at jeg ville gribe ind, hvis nogen stillede ham alt for mange valg.

Ældste overlever fint, hvis andre følger overlevelsessporet. Det ville være optimalt, hvis alle fulgte det optimale spor, men han overlever fint uden.

Hvad siger I andre? Og hvad I, der har erfaring, gjort?