Kortene på bordet ... eller noget.

Vi havde en ubehagelig snak i fredags med mine svigerforældre - den snak, der satte tankerne omkring de to spor i gang. Vi prøvede at gå dem lidt på klingen omkring det her med ældste, fordi vi synes, at der er mange ting, der er lidt for lunkne på den trælse måde. Først og fremmest: Den der skide fødselsdag var det mindste problem. Der skulle de nok acceptere, hvad vi valgte. (Så håber jeg bare ikke, at der komme mærkelige forklaringer, når folk spørger, hvorfor ældste ikke er med...)

Men! Da vi prøvede at spore os ind på, at vi synes, at der mangler lidt opbakning, blev de vrede og sårede. Det gik bare ikke ret godt. Vi fik besked på, at de hver havde en pædagogisk faglighed (de er uddannet lærere) og erfaring med vanskelige børn, som de tog udgangspunkt i, og de ville ikke have facitliste til, hvad de skulle gøre med ældste i bestemte situationer.

I den noget rystende samtale evnede jeg desværre ikke at spørge nærmere ind til de "vanskelige børn", men vi tror faktisk, at de tror, at ældste skal behandles som et vanskeligt barn. Det ville forklare en hel del af deres opførsel gennem det seneste halve år. Men der er jo milevid forskel på et vanskeligt barn og et barn med særlige behov.

Problemet er bare, at man nogle gange er nødt til at have en facitliste. Det kan sagtens være, at facit ændrer sig med tiden, det gør det forhåbentligt, men i nogle perioder er der visse ting, der ikke skal fraviges.

Ved aftensmaden sad ældste f.eks. og prøvede at få øjenkontakt med sin farfar. Han lænede sig langt ind over bordet og smilede og smilede. Det blev ignoreret. Så prøvede han igen et minut senere. Det blev ignoreret. Så kastede ældste sin vaskeklud hen til farfar. Den blev lagt tilbage. Så kastede han den lidt længere, så den ramte tallerkenen. Så blev det påpeget, at fy, det var noget griseri, og så blev den lagt tilbage. Min hjerte blødte lidt, for hvor var ældste dog dygtig til at prøve at få kontakt! Og han var så dygtig og havde overskud, at han kunne sidde og ro og mag og spise, selvom der var gæster. Det er jo STORT, at han så ihærdigt prøver at etablere kontakt. Han tilbyder jo øjenkontakt i rigelige mængder, og det bliver ignoreret, og så giver han op.

Hvis man så ser det med den optik, at han er et vanskeligt barn, er det nok nemmere at forstå det. Et velopdragent barn siddet ikke og hænger ind over sin tallerken, mens han skaber sig og sidder skiftevis og griner og gemmer ansigtet lidt. Derfor må man ignorere det, så det holder op. Når barnet opfører sig lidt værre og kaster med sin vaskeklud, må man naturligvis give det en reprimande og stadig ignorere det derudover. Når barnet så holder op, er det jo lykkedes at stoppe den dårlige opførsel.

There's a long way to go. Men vi er da blevet lidt klogere, og det er jo aldrig af vejen.