I dag kom jeg tidligt hjem fra arbejde, og mens yngste sov, tog ældste og jeg ud for at se på vandet. Vi gik hånd i hånd, satte os og kiggede på bølgerne, kiggede på skibene, snakkede, og det var så hyggeligt. Lige pludseligt ville han ikke holde mig i hånden, og det skal man altså, når man går på en bro ved vandet, og så flippede han helt skråt. SIDDER FAST, SIDDER FAST, HVOR ER FAR skreg og vrælede hanog smed sig ned. Jeg fik ham ind på græsset og sad med ham og prøvede at forklare, at man skal holde i hånden. Han ville in-gen-ting, og jeg forklarede mange gange, at man skal holde i hånden, ellers tog vi hjem. Nej-nej-nej. Og så tog vi hjem. På vej over til bilen blev han ved med at skrige og smide sig ned 20 gange, og jeg gentog forklaringen. Og hjem kom vi. Hele optrinnet tog jeg med stoisk og eksemplarisk ro og kærlig tålmodighed.
Jeg har så tænkt over det her i eftermiddag - for normalt har jeg ikke den stoiske og eksemplariske ro og kærlige tålmodighed. Normalt skal jeg virkelig tage mig sammen herhjemme, når han får et flip, og det smutter for mig ind i mellem, så jeg virkelig råber og skælder ud, når han bliver ved at gå og slå til ting, smide med en traktor, vælte alting på gulvet, smide sig ned og skubbe sin lillebror - det har jeg ikke tålmodigheden til.
Jeg tror, at forskellen er, at vi nede ved vandet kunne tage hjem, og jeg vidste midt i det, at det ville være løsningen - han havde bare fået nok, og han ville falde til ro hjem i bilen. Det skete også. Men hjemme - hvad i alverden skal jeg gøre der? Jeg har ikke noget last resort, når han er rastløs og småhærgende, når han ikke vil ud at lege, og man ikke kan beskæftige ham med fjernsyn, billedlotteri eller anden aktivitet inde.
Waaaaah! ABA! Waaaaaaaaaah! Vil ha'! Jeg vil kunne lave noget med ham, for dælen. Suk.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
4 kommentarer:
Jeg synes, du lyder som en rigtig god mor. Og hvor kan jeg bare genkende dine følelser: jeg har samme slags oplevelser med min dreng og mig selv. Jeg vil være sammen, ikke ved siden af hinanden. Heller ikke selvom det er lige ved siden af hinanden. Jeg elsker det øjeblik du beskriver: hvor man ved at nu er nedsmeltningen over - og vi er "hjemme".
Jeg oplever desværre indimellem at jeg trækker mig fra nogle ting vi kunne gøre sammen fordi jeg ikke endnu kan guide migselv godt igennem dem...hvis der sker noget "autistisk" undervejs. Men du lyder ret sej!
Min søn på 4 år fik diagnosen infantil autisme i december 2007. Jeg har endnu ikke fordøjet det. Jeg synes det er virkeligt flot at du har startet din blog før diagnosen var endelig på plads.
Jeg husker det som et chok. Selvom jeg havde gennemlæst samtlige sider på nettet, hvor symptomer på autisme blev beskrevet. Jeg følte, jeg tabte noget, da vi fik diagnosen på hospitalet.
Kære Gitte!
Hm, så god eller sej synes jeg nu ikke, at jeg er, for jeg synes, at det for tit ender med, at jeg tager ham i armen og råber ned i hovedet på ham.
Jeg vælger rigtigt mange ting fra, men ikke så meget ud fra en tanke om, at der kan ske noget autistisk undervejs, men mere ud fra en tanke om, at den givne aktivitet ikke vil være til glæde for noget af os. Af samme grund planlægger vi ikke nogen særlig ferie - for vi kan simpelthen ikke finde på noget at lave, der vil være hyggeligt for os alle sammen. Så er det ærligt talt mere afslappende for os at blive hjemme!
Og jeg synes, at det er så synd for yngste - ærligt talt.
Da vi læste om autisme der for et år siden, kunne vi tydeligt se det, så vi var ikke i tvivl derefter. Der var flere, der ikke troede på os, men vi vidste det godt. Det tog så mig nogle uger, før reaktionen satte ind, og jeg tudede en halv nat.
Jeg går med mellemrum og nynner strofer fra en TV2-sang (Der trænger til at blive skovlet noget sne, 1998):
Jeg anråber himlen, og jeg sværger op til Gud, det var slet ikke sådan, mit liv sku' se ud
- og sådan har jeg det stadig. Det her er fandme så urimeligt. Jeg vil have en ALMINDELIG familie, jeg kan lave ALMINDELIGE ting med.
Fordøjelse tager lang tid.
At starte bloggen var en måde at få det ud på - når man havde snakket et øre af alle mulige andre. Det var også tænkt som en hjælp til andre i samme situation - jeg manglede selv en blog med alle tankerne fremfor bare alle de fakta omkring autisme.
Har I nogensinde overvejet dether -hvis I altså er medlem af autismeforeningen? Jeg tænker selv på det indimellem fordi stederne vel er gearet til børnefamiler med autisme og nogen uden autisme.
Eller Malta. Ja,det lyder som en reklame. Jeg har ikke selv købt en ferie hos dem.Måske er det bare et reklamestunt fra deres side. kh GItte
__________
Citat fra autismeforeningens blad:
FolkeFerie.dk tilbyder følgende rabatter til medlemmer af Landsforeningen Autisme:I de danske feriecentre tilbyder vi kr. 1.000,- rabat på ugeferie og 15% på miniferie. Rabatterne gælder i følgende feriecentre: Vigsø Bugt, Rødhus Klit, Sæby Søbad, Løjt, Middelfart, Marielyst, Karrebæksminde, Karlslunde Strand, Gilleleje og Sandvig. Rabatterne kan ikke kombineres med andre rabatter.På FolkeFerie.dk’s charterrejser opnås en rabat på kr. 300,- pr. person, såfremt rejsen bestilles senest 30 dage før afrej sedato. Dette rabattilbud kan kombineres med børnerabat, men ikke med andre rabatter.For at opnå ovenstående rabatter skal CPR.nr oplyses ved bestill-ing af rejsen/opholdet.Folkeferie.dk glæder sig til at byde Landsforeningens medlem-mer velkommen i de danske feriecentre eller under sydens sol.Aftale med...Gl. Kongevej 33 – 1610 København V – Tlf. 70 13 33 44www.folkeferie.dk
Hej Gitte!Bedre sent end aldrig kommer her et svar. Jeg tror såmænd, at tilbuddet er fint nok, men jeg tror ikke, at et feriested eller et badeland ville være noget godt sted for ham. Måske om par år. Jeg tror ikke, at de der fællesferier, som autismeforeningen arrangerer, ville være noget os. Jeg synes hurtigt, at det bliver for deprimerende at være sammen med andre autismefamilier pånær ABA-familierne. Jeg har været til sådan et netværksmøde, og jeg synes kun, at alle snakkede om, hvor hårdt det var.
Send en kommentar