Det er slet ikke morsomt

Vi har i dag været på besøg hos mine svigerforældre, og nogle af deres venner kom så til kaffe. På et tidspunkt drejer samtalen ind på ældste og autisme, og manden i venneparret fortæller så, at deres nabo har en teenagesøn, der har Asperger. Der er så lidt snak om det, og så ...
Manden: Men når han så har venner med hjemme, så leger de ikke sammen, eller nu leger de selvfølgelig ikke så meget mere, men da de gjorde, så legede de nærmest ved siden af hinanden. Det er da lidt morsomt.
Mig: Nej, det er faktisk overhovedet ikke spor morsomt.
Manden (slår ud med armene): Jo, det er det da, for det er jo bare sådan, det er med ham.
Mig: Derfor er det stadig ikke spor morsomt. De fleste med autisme forstår udmærket godt, at de ikke er med i en social sammenhæng. Det er da det værste at stå udenfor og se ind på noget, man godt ved, at man ikke kan følge med i det, fordi man ikke forstår det. Det er da min største sorg, at ældste risikerer at blive ensom på den konto.
Manden: Nå, nej, okay ...

- der kom heldigvis ingen modargumenter (så var jeg også blevet sur), og der kom ingen "kloge" bemærkninger rundt om bordet. De kunne fandme også bare lige prøve! Det er kraftedeme ikke spor morsomt - det var dog en idiotisk bemærkning.

Tænk, hvis nogen havde sagt om en dreng i kørestol, at det da var lidt morsomt at se, hvordan han sad i kørestolen og kiggede på, mens hans venner spillede fodbold.

Så kom der et lægeskøn

Så kom der brev fra Socialforvaltningen med et lægeskøn på ældste. Et lægeskøn er en forløber for den konference, der skal holdes om ham til efteråret.

Vi ved det jo godt, det der står der i brevet. Vi vidste godt, at brevet kom, damen fra kommunen havde ringet dagen før. Men hvor gjorde det dog ondt (igen) at læse - og jeg havde godt nok lyst til at nappe en rigtig stor sjus lige der med brevet i hånden. Det er hårde ord.

Nå, men de hårde ord bringer godt med sig - dette lægeskøn betyder nemlig, at han har ret til en H-plads, og at han nu får 15 timers støtte om ugen. Konferencen vil så tage stilling til, om han skal have flere støttetimer - og eftersom han på det tidspunkt har gået nogle måneder i børnehave, har de også noget at tage stilling ud fra. Så nu skulle alting være på plads - lige for nu.

Besøg hos talepædagog

Vi var til møde med en talepædagog i dag for at få gode idéer til, hvordan vi kan støtte ældstes sprogudvikling.

Hun kom med to konkrete forslag:
1) Vise ham billeder af, hvad han lige har lavet i dag, så vi kan tale om det. Jo flere gange, han hører et ord, jo hurtigere vil han kunne huske ordet. Meget gerne som en bog, som så bliver HANS bog, som der så ind i mellem komme nye billeder i.
2) Lave en pose med f.eks. tre forskellige stykker legetøj, og så skal han så tage et stykke op, og så skal vi tale lidt om det.

Af andre forslag var at sidde og læse bøger sammen med ham, men det gider han ikke - han gider ikke kropskontakten, og det er faktisk ret svært at læse en bog sammen med ham, når han ikke vil berøres. :-) Derudover snakkede vi om billedkort og det at sætte f.eks. tre billedkort sammen til et forløb - f.eks. et billede af cd-afspilleren, så et billede af aftensmad og så et billede af en lakrids, som så betyder, at først skal han høre musik, så skal vi spise, og så må han få en lakrids. Problemet i det er bare, at billedkortene ikke rigtigt virker længere - de var gode i starten, men nu gør de ikke den store forskel længere. Men vi prøver ad!

En fantastisk samtale med ældste!

Situation: Eftermiddag, vi er lige kommet hjem fra dagpleje og vuggestue. Yngste sov fra eftermiddagsmaden i vuggestuen, så han sidder med sin madpakke.

Ældste kigger på madpakken og siger så: Ha' bolle. Med før (smør).
Det er ikke altid, at han differencierer mellem "bolle" og "brød" (som er en skive grovbrød eller franskbrød), så jeg går over og skærer han en skive brød mage til yngstes, smører smør på og giver ham den.
Ældste: Nej! Anden bolle! (han vil have en anden)
Jeg (helt pr. refleks, da yngste lige er ved at smatte med alting): Hvad er der galt med den?
Ældste (peger på brødet): Bare brød.

Whoooooo-hooooo! Jeg måtte næsten knibe en tåre af begejstring! Knægten forstod mit spørgsmål og svarede på det! Det tror jeg ikke, at vi har set før! Han kunne faktisk forklare mig med ord, uden at blive hysterisk, hvad han ville have ved at besvare spørgsmålet om, hvorfor han ikke vil have den, jeg havde lavet til ham.

Vi har vist nok taget en beslutning

Vi tror nok, at vi har taget en beslutning. Vi har grublet os skæve siden i går, for børnehave #4 var godt nok også et godt bud. Det har derfor stået mellem #2 og #4 - frem og tilbage. Sent om aftenen, over morgenmaden, midt på dagen i telefonen og bla bla bla.

Det har været tæt løb. Vi har vurderet de særeste ting. Men vi har vist besluttet os for #2 - den primære årsag er den sympatiske leder og det, han siger om deres tilgang, og så antallet af mandlige pædagoger (som er to). De har viden og erfaring inden for autismespekteret, men ikke alt for meget (for meget og for lidt fordærver alt). De virker til at være meget opsatte på forældresamarbejde. De har ikke de samme nye, lyse bygninger med designermøbler, men ... ja, jeg kan ikke lige forklaret det. :-)

Børnehave #3 og #4

Så, i går mandag fik vi besøgt de to sidste børnehaver.

#3 er en stor institution med otte H-pladser. De har gode fysiske forhold og gode store rum. De har så ikke nogen med autisme lige nu - det virkede, som om de gjorde mest i børn med fysiske handicaps. De har i de senere år haft god økonomi og haft mange på efteruddannelse.

#4 er en stor institution, der er ret ny. De har heller ikke nogen med autisme lige nu. De har to specialpædagoger, en i børnehaven og en i vuggestuen. Hende i børnehaven har før arbejdet i en specialinstitution i området, og hun er inspireret af både ABA og TEACCH, sagde hun. Det er et lækkert sted med en lækker legeplads og lys. De informerer hele personalet, men ellers er der en kontaktpædagog, som tager sig af det meste.

Besøg i børnehave #2

Tirsdag var vi på besøg i børnehave #2. Det var også ret positivt. Denne gang var lederen en mand, og vi mødte også en mandlig pædagog på vej på tur med et andet H-barn. (H-barn er et skrækkeligt udtryk, men i mangel af bedre bruger jeg det. Hvad skal man mon ellers sige? Barn med vanskeligheder? Barn med udfordringer?) Ældste befandt sig også godt i denne børnehave - han havde ikke travlt med at holde øje med os.

De har erfaring med autisme, men de går ikke så meget op i, hvad børnene "fejler", mere hvad der kan gøres for at hjælpe dem. (Måske gør de i virkeligheden også det i #1'eren, men jeg kan ikke huske, om lederen sagde noget om det.) Som i #1'eren laver de ting, hvor et par typiske børn laver noget sammen med barnet med autisme. De træner det sociale. De lægger meget vægt på forældreinddragelse, og de tager udgangspunkt i barnet. 1:1-træning med barnet - her kunne vi heller ikke få sat timer på, men vi har indtryk af, at de bruger det mere, end vi har indtryk af, at de gør i #1'eren. De bruger ikke en fast støttepædagog på et barn, de sørger for at informere al personale.

I vores kommune er det en regel, at man hver tredje måned skal holde et møde med forældrene, hvor der lægges en plan for de næste tre måneder. Når man så lægger det sammen med vægten på forældresamarbejde, lyder det jo helt fornuftigt.

Lige nu er #2'eren vist vores favorit.