Det er slet ikke morsomt

Vi har i dag været på besøg hos mine svigerforældre, og nogle af deres venner kom så til kaffe. På et tidspunkt drejer samtalen ind på ældste og autisme, og manden i venneparret fortæller så, at deres nabo har en teenagesøn, der har Asperger. Der er så lidt snak om det, og så ...
Manden: Men når han så har venner med hjemme, så leger de ikke sammen, eller nu leger de selvfølgelig ikke så meget mere, men da de gjorde, så legede de nærmest ved siden af hinanden. Det er da lidt morsomt.
Mig: Nej, det er faktisk overhovedet ikke spor morsomt.
Manden (slår ud med armene): Jo, det er det da, for det er jo bare sådan, det er med ham.
Mig: Derfor er det stadig ikke spor morsomt. De fleste med autisme forstår udmærket godt, at de ikke er med i en social sammenhæng. Det er da det værste at stå udenfor og se ind på noget, man godt ved, at man ikke kan følge med i det, fordi man ikke forstår det. Det er da min største sorg, at ældste risikerer at blive ensom på den konto.
Manden: Nå, nej, okay ...

- der kom heldigvis ingen modargumenter (så var jeg også blevet sur), og der kom ingen "kloge" bemærkninger rundt om bordet. De kunne fandme også bare lige prøve! Det er kraftedeme ikke spor morsomt - det var dog en idiotisk bemærkning.

Tænk, hvis nogen havde sagt om en dreng i kørestol, at det da var lidt morsomt at se, hvordan han sad i kørestolen og kiggede på, mens hans venner spillede fodbold.