I går ....

I går fik vi brev fra børnelægen med udkast til hendes vurdering - vi skulle give en melding på, om vi kunne genkende ældste i det, hun skrev. (Det kunne vi sagtens.) Hun kommer med følgende konklusion:

"[Barnet] har tydelige vanskeligheder inden for sprog og kontakt. Han må mistænkes for en gennemgribende udviklingsforstyrrelse, og jeg finder henvisning til [børnepsyk] meget relevant. Desuden bør [barnet] tages op på koordineringskonference, da han må skønnes at have behov for særlig støttet for at udvikle sig fremover."

Ja, der er jo ikke meget at være i tvivl om der. Selvom hun havde fortalt, hvad hun ville skrive, betyder det alligevel noget andet at se det på skrift. Hun skriver så også: "Jeg har indtryk af, at forældrene har en fin forståelse af [barnet] og støtter ham rigtigt godt". Det er rart at se det på skrift. Jeg tror også, at det har betydning i det fremtidige forløb - altså, om vi vurderes til at være "gode forældre". Det er godt at vide, for nogle gange synes jeg, at jeg må være verdens mest elendige mor, der ikke har opdaget alle de klokkeklare tegn på noget atypisk og unormalt. Jeg ved godt i mit hoved, at jeg ikke er den eneste, der ikke har set noget, og at jeg som sådan ikke kan bebrejdes noget - men det gør stadig ondt helt ind i hjertekulen.