tirsdag den 27. november 2007
27 støttetimer i hus!
Så har vi været til konference. Vi fik 27 støttetimer! Det var lige ved at gå galt - der var lige ved at blive besluttet 15 timer, indtil diagnosen foreligger, men heldigvis havde en af dem lige lidt ekstra spørgsmål, og så kom børnehaven på banen og forklarede, at de allerede brugte mere end 15 timer om ugen på ældste. Så supplerede psykologen, at PPR ikke var i tvivl, og så vendte det ret hurtigt, og vi drog et lettelsens suk, da de 27 timer blev besluttet. Gah, det var close call!
WAU-U-WAU!
HAN SAGDE "JEG" I GÅR!
"JEG ER SULTEN"
HAN HAR ALDRIG SAGT "JEG" FØR!
Jeg måtte fælde en tåre dér midt i det hele. Det var så stort.
"JEG ER SULTEN"
HAN HAR ALDRIG SAGT "JEG" FØR!
Jeg måtte fælde en tåre dér midt i det hele. Det var så stort.
lørdag den 10. november 2007
Sidste nyt
Augustenbog ringede få dage efter. De ville gerne tage ham, men det var under forudsætning af, at vi kunne stille med henviser, sagsbehandler og en pædagog fra børnehaven til et enkelt møde dernede. Dette var for at sikre, at der blev taget hånd om barnet. ARRRRGH! Jeg er med på, at det er for at undgå tidligere tiders situationer, hvor børn får en diagnose i den anden ende af landet, og så bliver der ikke fulgt op. Men hele møllen er jo i gang omkring ældste, og ... nå, men det blev hurtigt opgivet. Der er jo ingen chance for, at man kan få de tre personer til at bruge en hel dag på at tage til Als. For slet ikke at tale om umuligheden i at finde en dag, hvor de alle sammen kan!
Nå, jeg ringede så til kommunens koordinator for diverse ting for at høre, om de kunne bruge en diagnose fra lavere sted. Jeg skar ud i pap, at vi ikke kunne gøre nok til, at vi kunne skaffe en diagnose. Det kunne han så godt se, og han vendte tilbage med, at de kunne nøjes med en diagnose fra en privatpraksiserende børnepsykiater. Så begyndte jeg at ringe rundt. Den første, jeg fik fat i, sagde blankt nej, det ville hun ikke. Så begyndte jeg at tude, da jeg havde lagt på, for tænk nu hvis de alle sagde nej? Den næste, jeg fik fat i, var helt med på, at vi bare skulle bruge "gummistemplet" og en diagnose, så han ville gerne tage ældste - ret hurtigt endda. Så der er håb om diagnose lige på den anden side af nytår. Det er jo fantastisk!
Til gengæld sagde koordinatoren på kommunen også, at der ikke var meget håb om at få lov til at starte et ABA-projekt, selvom vi selv ville betale. Så der er stadig helt åndssvagt lang vej igen, men en diagnose er jo nødvendig for overhovedet at kunne starte på den lange vej. :-)
Nå, jeg ringede så til kommunens koordinator for diverse ting for at høre, om de kunne bruge en diagnose fra lavere sted. Jeg skar ud i pap, at vi ikke kunne gøre nok til, at vi kunne skaffe en diagnose. Det kunne han så godt se, og han vendte tilbage med, at de kunne nøjes med en diagnose fra en privatpraksiserende børnepsykiater. Så begyndte jeg at ringe rundt. Den første, jeg fik fat i, sagde blankt nej, det ville hun ikke. Så begyndte jeg at tude, da jeg havde lagt på, for tænk nu hvis de alle sagde nej? Den næste, jeg fik fat i, var helt med på, at vi bare skulle bruge "gummistemplet" og en diagnose, så han ville gerne tage ældste - ret hurtigt endda. Så der er håb om diagnose lige på den anden side af nytår. Det er jo fantastisk!
Til gengæld sagde koordinatoren på kommunen også, at der ikke var meget håb om at få lov til at starte et ABA-projekt, selvom vi selv ville betale. Så der er stadig helt åndssvagt lang vej igen, men en diagnose er jo nødvendig for overhovedet at kunne starte på den lange vej. :-)
lørdag den 3. november 2007
onsdag den 24. oktober 2007
Dato for konference
Vi har fået en dato for konferencen. Det bliver i slutningen af november.
Ældste viste i øvrigt i dag, at han ind i mellem kan imitere. Han gik rundt og pillede ved ventilen på en badebold, og lige bagefter pustede han på bolden. Aha!
Ældste viste i øvrigt i dag, at han ind i mellem kan imitere. Han gik rundt og pillede ved ventilen på en badebold, og lige bagefter pustede han på bolden. Aha!
Så er henvisningen sendt
Så er henvisningen til Augustenborg sendt. Jeg var hos lægen og sad og dikterede, hvad han skulle skrive - tilsyneladende, i hvert fald, for han sagde til sidst "Ja, det var jo bestilt arbejde, men sådan skal det også være en gang i mellem". :-)
Jeg havde ni bilag med:
1) Kopi af henvisning til børnepsyk fra psykolog hos PPR
2) Observation foretaget af børn og unge-læge
3) Observation foretaget af talepædagog
4) Observation foretaget af psykolog
5) Kuno-Beller udviklingsprofil
6) Lægeskøn foretaget af neurolog
7) Karakteristik af ældste over de seneste måneder lavet af forældrene
8) Stikord om ældste skrevet af pædagogerne i børnehaven
9) Mormors beskrivelse af ældste
- og en bilagsliste. Bilagslisten er det eneste, der ikke blinker AUTISME i tre farver.
Så kan vi ikke gøre mere. Nu venter vi. De ved nu alt, hvad vi ved. De har alle papirer, de skal ikke bruge tid på at rekvirere noget som helst. De har visitationsmøder to gange om ugen. For et par uger siden sagde sekretæren, at de behandler dem så snart, de kommer ind. Det kan ikke vare mange uger.
Som sagt er der en risiko for, at de ikke tager ham - hvis de vurderer, at de skal se ham i hjemmet eller i institutionen, afviser de ham.
Hvis ikke de tager ham, har vi en plan B: Neurologen, som har stillet lægeskønnet, er privatpraktiserende psykiater her i byen. Han er knivskarp og dygtig og sidder ofte for enden af bordet, når der er konference om et barn i Socialforvaltningen. Hvis han stiller en diagnose, vil kommunen måske kunne bruge den. Det er vores plan B.
Vi er ukuelige. Brøl! For pokker, det er spændende.
I øvrigt: Hvis nogen holder Kristeligt Dagblad, så læs kronikken af Katrine Lotz i avisen fra i går.
Jeg havde ni bilag med:
1) Kopi af henvisning til børnepsyk fra psykolog hos PPR
2) Observation foretaget af børn og unge-læge
3) Observation foretaget af talepædagog
4) Observation foretaget af psykolog
5) Kuno-Beller udviklingsprofil
6) Lægeskøn foretaget af neurolog
7) Karakteristik af ældste over de seneste måneder lavet af forældrene
8) Stikord om ældste skrevet af pædagogerne i børnehaven
9) Mormors beskrivelse af ældste
- og en bilagsliste. Bilagslisten er det eneste, der ikke blinker AUTISME i tre farver.
Så kan vi ikke gøre mere. Nu venter vi. De ved nu alt, hvad vi ved. De har alle papirer, de skal ikke bruge tid på at rekvirere noget som helst. De har visitationsmøder to gange om ugen. For et par uger siden sagde sekretæren, at de behandler dem så snart, de kommer ind. Det kan ikke vare mange uger.
Som sagt er der en risiko for, at de ikke tager ham - hvis de vurderer, at de skal se ham i hjemmet eller i institutionen, afviser de ham.
Hvis ikke de tager ham, har vi en plan B: Neurologen, som har stillet lægeskønnet, er privatpraktiserende psykiater her i byen. Han er knivskarp og dygtig og sidder ofte for enden af bordet, når der er konference om et barn i Socialforvaltningen. Hvis han stiller en diagnose, vil kommunen måske kunne bruge den. Det er vores plan B.
Vi er ukuelige. Brøl! For pokker, det er spændende.
I øvrigt: Hvis nogen holder Kristeligt Dagblad, så læs kronikken af Katrine Lotz i avisen fra i går.
søndag den 21. oktober 2007
Kortene på bordet ... eller noget.
Vi havde en ubehagelig snak i fredags med mine svigerforældre - den snak, der satte tankerne omkring de to spor i gang. Vi prøvede at gå dem lidt på klingen omkring det her med ældste, fordi vi synes, at der er mange ting, der er lidt for lunkne på den trælse måde. Først og fremmest: Den der skide fødselsdag var det mindste problem. Der skulle de nok acceptere, hvad vi valgte. (Så håber jeg bare ikke, at der komme mærkelige forklaringer, når folk spørger, hvorfor ældste ikke er med...)
Men! Da vi prøvede at spore os ind på, at vi synes, at der mangler lidt opbakning, blev de vrede og sårede. Det gik bare ikke ret godt. Vi fik besked på, at de hver havde en pædagogisk faglighed (de er uddannet lærere) og erfaring med vanskelige børn, som de tog udgangspunkt i, og de ville ikke have facitliste til, hvad de skulle gøre med ældste i bestemte situationer.
I den noget rystende samtale evnede jeg desværre ikke at spørge nærmere ind til de "vanskelige børn", men vi tror faktisk, at de tror, at ældste skal behandles som et vanskeligt barn. Det ville forklare en hel del af deres opførsel gennem det seneste halve år. Men der er jo milevid forskel på et vanskeligt barn og et barn med særlige behov.
Problemet er bare, at man nogle gange er nødt til at have en facitliste. Det kan sagtens være, at facit ændrer sig med tiden, det gør det forhåbentligt, men i nogle perioder er der visse ting, der ikke skal fraviges.
Ved aftensmaden sad ældste f.eks. og prøvede at få øjenkontakt med sin farfar. Han lænede sig langt ind over bordet og smilede og smilede. Det blev ignoreret. Så prøvede han igen et minut senere. Det blev ignoreret. Så kastede ældste sin vaskeklud hen til farfar. Den blev lagt tilbage. Så kastede han den lidt længere, så den ramte tallerkenen. Så blev det påpeget, at fy, det var noget griseri, og så blev den lagt tilbage. Min hjerte blødte lidt, for hvor var ældste dog dygtig til at prøve at få kontakt! Og han var så dygtig og havde overskud, at han kunne sidde og ro og mag og spise, selvom der var gæster. Det er jo STORT, at han så ihærdigt prøver at etablere kontakt. Han tilbyder jo øjenkontakt i rigelige mængder, og det bliver ignoreret, og så giver han op.
Hvis man så ser det med den optik, at han er et vanskeligt barn, er det nok nemmere at forstå det. Et velopdragent barn siddet ikke og hænger ind over sin tallerken, mens han skaber sig og sidder skiftevis og griner og gemmer ansigtet lidt. Derfor må man ignorere det, så det holder op. Når barnet opfører sig lidt værre og kaster med sin vaskeklud, må man naturligvis give det en reprimande og stadig ignorere det derudover. Når barnet så holder op, er det jo lykkedes at stoppe den dårlige opførsel.
There's a long way to go. Men vi er da blevet lidt klogere, og det er jo aldrig af vejen.
Men! Da vi prøvede at spore os ind på, at vi synes, at der mangler lidt opbakning, blev de vrede og sårede. Det gik bare ikke ret godt. Vi fik besked på, at de hver havde en pædagogisk faglighed (de er uddannet lærere) og erfaring med vanskelige børn, som de tog udgangspunkt i, og de ville ikke have facitliste til, hvad de skulle gøre med ældste i bestemte situationer.
I den noget rystende samtale evnede jeg desværre ikke at spørge nærmere ind til de "vanskelige børn", men vi tror faktisk, at de tror, at ældste skal behandles som et vanskeligt barn. Det ville forklare en hel del af deres opførsel gennem det seneste halve år. Men der er jo milevid forskel på et vanskeligt barn og et barn med særlige behov.
Problemet er bare, at man nogle gange er nødt til at have en facitliste. Det kan sagtens være, at facit ændrer sig med tiden, det gør det forhåbentligt, men i nogle perioder er der visse ting, der ikke skal fraviges.
Ved aftensmaden sad ældste f.eks. og prøvede at få øjenkontakt med sin farfar. Han lænede sig langt ind over bordet og smilede og smilede. Det blev ignoreret. Så prøvede han igen et minut senere. Det blev ignoreret. Så kastede ældste sin vaskeklud hen til farfar. Den blev lagt tilbage. Så kastede han den lidt længere, så den ramte tallerkenen. Så blev det påpeget, at fy, det var noget griseri, og så blev den lagt tilbage. Min hjerte blødte lidt, for hvor var ældste dog dygtig til at prøve at få kontakt! Og han var så dygtig og havde overskud, at han kunne sidde og ro og mag og spise, selvom der var gæster. Det er jo STORT, at han så ihærdigt prøver at etablere kontakt. Han tilbyder jo øjenkontakt i rigelige mængder, og det bliver ignoreret, og så giver han op.
Hvis man så ser det med den optik, at han er et vanskeligt barn, er det nok nemmere at forstå det. Et velopdragent barn siddet ikke og hænger ind over sin tallerken, mens han skaber sig og sidder skiftevis og griner og gemmer ansigtet lidt. Derfor må man ignorere det, så det holder op. Når barnet opfører sig lidt værre og kaster med sin vaskeklud, må man naturligvis give det en reprimande og stadig ignorere det derudover. Når barnet så holder op, er det jo lykkedes at stoppe den dårlige opførsel.
There's a long way to go. Men vi er da blevet lidt klogere, og det er jo aldrig af vejen.
Abonner på:
Opslag (Atom)