Jeg er træt af bekymringer

Svigermor har inviteret til fødselsdag i december. Det bliver et arrangement med 40-50 mennesker. I dag var vi samlet til en familiefødselsdag, og der siger jeg så, at ældste sandsynligvis ikke kommer med, fordi han slet ikke vil kunne overskue alle de mennesker. Hun siger bare "nå", og da jeg prøver at tale mere med hende om det, prøver at forklare hvorfor det næppe vil være nogen fornøjelse for hverken os eller ham, siger hun bare "jaja". Så sagde svigerfar: "Jaja, lad os nu se, der er lang tid til december" - til det kunne jeg kun sige "nogle gange lyder det, som om I tror, at det går over lige om lidt". Det blev der ikke helt svaret på. Christ!

Min mand havde siddet med hende og forklaret hende lidt om noget, han havde samlet til hende - en lille bog skrevet af en pige, der selv har autisme, og en forældrehistorie. Hun sad så bare og fortalte om nogen, hun kendte, der også kendte nogen med "autisme eller damp eller sådan noget", men hun forholdt sig ikke til lige netop ældste. Senere, da de tog afsted, pegede hun over på papirerne og sagde henkastet "dem må jeg lige få næste gang", men jeg sagde bare "næh, tag du dem bare, så får vi dem tilbage næste gang", og så kunne hun jo ikke slippe. TAG DIG DOG SAMMEN!

Men altså, hun melder sig jo bare ud af vores familie. Det kan vi jo ret beset ikke gøre så meget ved. Men jeg synes fandme, at det er urimeligt, at jeg skal forholde mig til, at nærmeste familie nægter at forholde sig til det. Selvsamme svigermor har på et ukendt tidspunkt (jeg vælger at håbe, at det var tidligt i forløbet) sagt til en anden i familien, at det eneste, ældste fejler, er at hans mor (jeg) har læst for meget og sat ham i bås. At jeg havde læst om, hvordan autistiske børn opfører sig, og derfor er ældste nu autist. Og at det i øvrigt var min skyld det hele. Godt så! Det blev jeg og min mand meget rystede over. Min mand sagde så nogle dage efter i en telefonsamtale, at nævnte familiemedlem efter at have talt med mine svigerforældre) havde været i tvivl om, hvorvidt det passer eller ej, at ældste har autisme. Nej, DET måtte vedkommende bestemt have misforstået. Men jeg begynder faktisk at tvivle på, om de helt er med. Måske de virkelig tror, at det bare er noget, jeg bilder verden ind, og at det slet ikke "er så slemt"? Tror de, at børnepsyk er et sted, man køber pæne sko? Hvordan kan de tvivle, når de ser, hvordan han slet ikke leger med sine fætre, og hvordan han kan tænde fuldstændigt af eller gå nærmest helt i panik? Tror de mon, at han bare er dårligt opdraget?

I weekenden var mine forældre på bedsteforældrekursus arrangeret af Autismeforeningen. Gæt selv, om mine svigerforældre var interesserede i at deltage.

Jeg er træt af bekymringer.