Søvnløs

Jeg har de sidste dage haft svært ved at falde i søvn, selvom jeg har været nok så træt. Stressniveauet er vist ikke tilstrækkeligt langt nede endnu. Nu har jeg sat mig her med en kop te og prøver at skrive mit hoved lidt tommere.

Jeg var på ABA-introkursus, og det var godt og inspirerende. Der er nu ikke længere tvivl i mit sind om, at vi skal den vej. But the woods are lonely, dark, and deep.

I denne uge var vi også til vejledningsmøde på børnepsyk, og det var ... ja, det var vel spild af tid. I hvert fald spild af tårer. Jeg havde lavet en lang beskrivelse af ældste, som jeg afleverede i håb om, at de læser den og tænker "det her er jo soleklart - lad os se at få ham diagnosticeret". Det interessante er, at psykologen selv brugte ordet autisme - og det er der jo ingen, der officielt har sagt.

Jeg fortalte, at vi skal bruge diagnosen hurtigt, for vi vil gerne i gang med ABA. Så fik vi en lang forklaring om, at det jo ikke altid virkede, og at det traditionelle tilbud også var godt. Hun mente, at vi skulle bede vores sagsbehandler om en psykologhenvisning, så vi havde nogen at snakke med om vores sorg - og det virkede, som om hun mente, at vi ikke ville indse, at han har autisme, og at vi tror på helbredelse, fordi vi vil have ABA. Jeg er harm over det, for der er altså ikke nogen, derskal komme og antyde, at jeg fornægter er noget som helst. Så gik hun videre til at sige, at vi måske skulle overvejespecialinstitution, nu ældste ikke er så god til almindelige børn, for de stressede ham jo nok. Og han ville have godt af den ro og struktur, der var på en specialinstitution. Det afviste vi blankt - han skal godt nok ikke på specialinstitution! Hun blev ved, men da jeg for fjerde gang sagde nej og tilføjede et "over mit lig", holdt hun da endelig op.

Jeg talte så senere på dagen med en fra børnehaven , om de også mente, at en specialinstitution var det bedste for ham. Det mente hun ikke, de kunne tværtimod se, at han profiterer af at være sammen med de andre børn. Den dag havde han trillet en stor bold sammen med tre-fire lidt større drenge ned gennem børnehaven, og de havde alle skraldgrinet, og de andre havde syntes, at ældste var så skæg. Det er vel understregning nok af, at han IKKE skal i specialinstitution. Derudover mener de heller ikke, at han har brug for den stramme struktur, som sagkundskaben advokerer for, men de er enige med os i, at han skal have flere støttetimer. Godt, at jeg spurgte!

Jeg har fodret børnehaven med noget ABA-introducerende materiale, og nu skal vi have første netværksmøde i næste uge, og så vil jeg høre, om de ville kunne arbejde på den måde, hvis der kommer en bevilling/lov til at bruge støttetimerne på det. Hvis de ikke vil det, skal vi overveje, om vi vil flytte ældste til en anden børnehave, hvor to af børnene i ABA-projektet her i kommunen går, og hvor de har kompetencerne. Den børnehave har inviteret pædagogerne fra ældstes børnehave på besøg og til infomøde, så jeg er sikker på, at de hurtigt kunne komme på omgangshøjde. Vi vil helst ikke flytte børnehave, hvis vi kan undgå det, han er ved at blive ret glad for den. "Gerne i børnehave" sagde han lørdag morgen kl. 7. :-)

MEN! Som sagt er ABA-vejen dark and deep. Dels mangler vi diagnosen, før den er i hus kan vi ikke søge kommunen, dels skal vi sikkert selv betale supervision m.v., og 10-15.000,- om måneden i månedsvis er jo et greb i lommen. Det eneste fornuftige, vi fik ud af mødet på børnepsyk var,at psykologen vil undersøge, om vi kan stå på to ventelister, både i Risskov og på Augustenborg, mens Augustenborg finder ud af, om de vil tage os ind, så vi kan få en diagnose der.