Rædsomme afleveringer

Nå, jeg var vist lige hurtig nok til at sige, at start i børnehaven gik godt. Reaktionen er kommet nu. Afleveringerne i denne uge er rædselsfulde. Han går godt nok med ind i børnehaven uden vrøvl, på vej ned til stuen begynder det at gå lidt langsommere, han er meget langsom om at få tøj af (hvis han overhovedet selv vil hjælpe med det), og så bliver han mere og mere klamrende og forknyt, og når jeg så siger farvel, hopper han op og ned og græder og skriger og råber "op til mor, op til mor", og der skal være en stærk pædagog til at holde ham, for ellers slår han sig, fordi han kaster rundt med sig selv i frustration. I forgårs havde han siddet og grædt i en halv time efter, at jeg var gået, så han til sidst bare hostede og hostede. I mandags havde han i løbet af dagen flere gange grædt lidt og sagt "mor kommer". Min lille skat.

I dag var det gået hurtigere over. Det lader til, at alt kan reddes, hvis han kommer ud og cykle. I dag, da jeg ledte efter ham på legepladsen, sagde en anden dreng: "Jeg har set ham mange gange! Han cykler rundt og rundt om huset hele tiden".

Det går godt i børnehaven

Vi havde regnet med, at det ville tage lang tid for ældste at blive tryg i børnehaven, og at der derfor nok ville være en hel del flere kriser, når vi var hjemme. Men det har der faktisk ikke været - eller jo, ind i mellem, men det har vist mest været, fordi knægten har været så træt. :-) Han går glad med ind i børnehaven - han græder stadig de fleste morgener, når jeg går, men meldingen er hver dag, at det er gået rigtigt godt, og han både spiser og laver i bleen dernede, og det ville han ikke gøre, hvis han ikke havde det godt.

Misundelsens grimme fjæs

Jeg kan mærke, at jeg skal arbejde med mig selv: Jeg er skidemøghamrende misundelig på dem, der har almindelige børn. Jeg talte med en veninde i går, som har en datter på ældstes alder - der er et par måneder imellem dem.

Hun har veninder fra børnehaven på besøg.

Veninden og datteren har haft en dejlig ferie sammen, hvor de har lavet alt muligt og snakket om en masse ting.

Avsnøftpiv.

Jeg er jo for f*nden nødt til at kunne forholde mig fornuftigt til det. Det duer jo ikke, at jeg ikke kan holde ud at være sammen med folk uden at få ondt i hjertekulen, bare fordi deres børn på ældstes alder er almindelige.

Der findes en forældregruppe i vores område for forældre med et ASF-barn. De har snart møde. Vi må gøre noget dér. Vi skal også på kursus i det her skidt, men jeg kan ikke finde nogen kurser på vores side af Storebælt de næste mange måneder.

Forholdet til andre

Der er mange, der taler om, at forholdet til nogle venner går i stykker som en direkte eller indirekte følge af, at man har et barn med særlige behov. Vi er ikke rendt direkte ind i sådan noget endnu, men jeg har en veninde, som virker meget skeptisk - eller, hun lader til at mene, at det med ældste ikke kan være så slemt, som vi gør det til. Hun kan sagtens sige, hvis hendes datter bliver gal over noget, "se selv, din søn er ikke den eneste, der kan blive hysterisk". Vi ses ikke så tit, men vi chatter flere gange om ugen, og i løbet af ugen har jeg så (blandt andet) fortalt om ældste, og at det er hårdt at være med i børnehaven og episoden om puden. Hun sagde noget om, at "sådan er det i børnehaven", "selvom der er støttetimer, kan de jo ikke være der hele tiden", og "det bliver du nok nødt til at vænne dig til". Det er der nok også noget rigtigt i, men tonen var træls. Nå, men så kom den rigtigt gode: "Sig mig, er du gravid, siden du er så følsom?". Altså, jeg har lige fortalt, at jeg gennemlever min sorg igen, så må jeg vel gerne være lidt følsom og tyndhudet uden at være gravid?!

Hun har så en veninde, som vi så også kender, og hver gang jeg snakker med hende, ender det i "er det nu også så slemt", "sådan er andre børn vel også" og "børn udvikler sig jo ikke altid i samme tempo". Så det skulle ikke undre mig, om de to bliver enige om alt muligt, når de snakker sammen. Men min veninde har 3-4 børn til daglig, og venindens veninde har ingen børn, så de mener nok begge, at for meget for tiden drejer sig om ældste.

Til gengæld er der andre veninder, der er helt anderledes. En af dem er single uden børn, men hun spiser gerne med og vil gerne sidde og spise sammen med yngste, og hun prøver kærligt og ihærdigt at læse bøger for ældste og snakke med ham og lege med ham og få hans opmærksomhed og bliver absolut ikke fornærmet, hvis han siger nej. Den anden veninde har selv en lille, så vi har oftest set hinanden til formiddagskaffe, fordi vi begge har været uden arbejde. Hun spurgte forsigtigt forleden, om ældste kunne overskue at få besøg af hende og hendes barn f.eks. lørdag eftermiddag, eller om det ville være for meget for ham, for det havde hun tit tænkt på, men hun ville ikke ringe og spørge, hun ville hellere spørge, når vi var sammen.

Men førnævnte veninde KUNNE være rigtig god en dag, hvis man ikke gad at tale om sine børn, men hun kværner altid løs om sine. :-)

Børnehave II

Så, nu har han gået i børnhave i tre "rigtige" dage, og det går fint. Jeg tog en snak med hans pædagog fredag morgen om situationen med puden dagen før, fordi jeg faktisk havde været ked af det hele torsdag formiddag. Jeg indrømmer, at jeg nok er lidt tyndhudet de her dage, for jeg gennemlever nærmest hele min sorg igen ved at se ham sammen med alle de normale, velfungerende, fantasifulde og med hinanden legende børn, mens min bare går og tuller rundt ved siden af. Nå, men pædagogen kunne godt se, at der manglede en forklaring i situationen - en forklaring til børnene i hulen, at ældste ikke ville drille dem, og en forklaring til ældste, hvorfor han ikke kunne få puden lige der. Og den forklaring kunne de to pædagogmedhjælperknægte ikke lige give. Han gik nemlig sin vej efter situationen - ind for sig selv. Ikke, at han blev ved med at være ked af det, men det var tydeligt, at han opgav at forstå, hvad der foregik - og den slags situationer skal bedst muligt undgås (f.eks. ved at sørge for, at der er en god pædagog i nærheden).

Børnehave

Så, nu er ældste begyndt i børnehave. Vi var der på besøg et par timer mandag og tirsdag, hvor specialpædagogen havde god tid til at snakke med os, og så startede han så rigtigt i går. Han var alene fra kl. 9 til kl. 11, hvor jeg så kom og spiste med ham, og det var gået godt - han var ikke ked af det, da vi gik, og han havde ikke været ked af det undervejs. Her til morgen fik jeg også et lille nys til farvel, og så gik han i gang.
Det er jo dejligt!

Men åh, hvor er det hårdt for mig at være dernede. Det er så tydeligt, at han er anderledes og bagud. Der er så mange ting, han ikke forstår, og han kommer hurtigt i klammeri med de andre børn, hvis der ikke er en voksen i nærheden hele tiden. Så render han hen og tager en fra en anden, fordi den lige ser spændende ud, og hvis han/hun så tager den igen, bliver ældste SÅ ked af det og står og græder, at han vil have den igen. Her til morgen løb han lige hen og tog en pude, der stod op ad et bord. Desværre var det en del af en hule, og så ville drengene under bordet jo have den igen, og ældste ville ikke af med den, og så blev den jo taget fra ham, og han lagde sig bare på gulvet med hænderne for øjnene, fordi han slet ikke forstod, hvad der foregik.

Jeg skifter mellem at tænke, at "så slemt er det jo heldigvis heller ikke med ham" og så "der er godt nok lang vej igen" - jeg sidder lige og småtuder og tænker det sidste. Hvis et almindeligt barn rendte hen og tog puden, ville man kunne forklare, hvorfor de andre drenge bruger puden, og det almindelige barn ville oftest forstå forklaringen. Der er så mange ting i netop den situationer, ældste ikke forstår, at det næsten ikke er til at overskue.

Årh, alle er sgu så følsomme

I dag sad vi rundt om bordet til en hurtig frokost, mine forældre, ungerne og os. Ældste sad uroligt (og var glad), og min mor sad og smilede og grinede til ham, så han blev mere og mere urolig, og jeg kunne se, at han var ved at blive kørt op, og hvis han bliver det, begynder han at spytte mad og mælk ud over det hele, så han skulle helst ikke søres mere op. Derfor læner jeg mig over til min mor og siger venligt og roligt "så, nu må du hellere holde op med at sidde og grine sådan til ham, han bliver helt kørt op" og smiler. Herefter gik det helt galt. Min mor svarer, at "vi sidder jo bare og griner, hvorfor skal det være så alvorligt", hvortil jeg svarer "jamen, det er også helt fint, men nu begynder han at blive urolig, så nu skal I holde". Så siger hun så med knækket stemme "jeg ved snart ikke, hvordan jeg skal være" - hvilket er hendes standardsvar i pressede situationer, og så begynder hun minsandten at ryste over det hele. Så siger jeg så "jamen, jeg skælder dig jo slet ikke ud", og hun siger bare "nejnej" og "jeg ved ikke, hvordan jeg skal være" og ryster videre. Så begynder jeg at tude og forklarer, at jeg sgu heller ikke ikke ved, hvordan jeg skal være! Lige meget, hvordan jeg prøver at forklare tingene, så er der nogen, der bliver fornærmede og kede af det. Og så skred jeg ud og tudede ude på badeværelset, hvor min mor så kom og prøvede at sige noget intetsigende og tog om mig, men jeg rystede hende af mig, for jeg orkede ikke mere lige der. 20 minutter senere gik jeg ind i køkkenet igen og sagde, at jeg gerne ville vide, hvordan jeg skulle sige det, hvis der var noget, der skulle være på en bestemt måde. Jeg ville gerne vide det, for selvom jeg tænkte i dagevis over, hvordan jeg skulle sige noget, så endte det alligevel med, at nogen blev kede af det eller fornærmede, og det gik bare slet ikke, hvis vi skulle have den ordning med, at de henter ham fast en dag om ugen, for der vil blive ting, der skal være på en bestemt måde. Jeg er ikke sikker på, at jeg trængte igennem, for hun talte bare om, at hun ikke mente, at det behøvede at være så alvorligt ved spisebordet.

Det er simpelthen ufatteligt! Jeg synes faktisk, at jeg har rigeligt at bære på lige nu. Jeg synes faktisk, at jeg har nok at tænke over. Min svigermor fatter ingenting af det, vi har fortalt hende om, hvordan man kunne komme bedre ind på ældste, for hun glemmer det hurtigt igen. Mine forældre taler vi med hver dag, og de går meget op i, hvordan ældste har det, og hvad vi kan gøre for ham, men de stiller spørgsmålstegn ved mange ting, vi siger og gør, og hvis de er uenige, så gør de det, de selv synes - i stedet for at prøve at rette sig efter, hvad vi siger, og så kan vi tale om det senere, hvis de synes, at de har en bedre måde at tackle et eller andet på.

Vi lod emnet ligge, og gemalen og jeg tog afsted som planlagt, og da vi kom hjem tre timer senere, var der ro på igen. Jeg håber, at jeg trængte igennem, for jeg kan ikke bruge det "jeg ved ikke, hvordan jeg skal være"-klynkeri til noget. Jeg er med på, at hun føler sig under pres, også fra andre i familien, som har det med at skælde ud og være noget hårde i det, men jeg sidder helt stille og roligt og sige, at hun skal lade være med at gejle ældste op, fordi han ellers begynder at spytte mad og mælk ud over det hele. Er det virkelig så urimeligt at gøre det?

Nu skal vi tre dage i sommerhus hos mine svigerforældre. Jeg har sagt to ting til svigermor, da de var her første gang efter, vi havde fået "diagnosen" stillet:
1) At hun ikke må få ældste til at føle sig forkert, f.eks. ved at sidde og sige "se, din lillebror og jeg kan godt spise pænt", når ældste ikke spiser pænt
2) at ældste ikke afviser hende, når han råber nej og løber væk uden at se på hende, men at det betyder, at han ikke forstår eller kan overskue sammenhængen, og at hun derfor skal hjælpe ham i stedet for at sige "nå, det må du selv om" og gå sin vej.

- det havde hun så allerede glemt igen gangen efter. Hun tager det meget nært, hvis man retter på hende, hun lukker i som en østers og sidder og ser såret ud. Åh, det er frustrerende. Og frustrerende svært at gøre sit barn det bedste. Det kan risikere at blive en lang weekend.