Det hele startede ...

Det hele startede lige før jul, fordi dagplejepædagogen havde bemærket, at ældste havde et lidt dårligt sprog, og hun ville derfor foreslå, at han blev henvist til en talepædagog. Det blev han i starten af marts, og i løbet af marts kom hun så på besøg i dagplejen to gange. Ingen af gangene kunne hun få ældste til at samarbejde, og hun foreslog derfor, at der skulle en psykolog fra PPR ind over. (Det var jo også fint nok - knægten er jo lidt stædig, så hvis hun kan finde en god måde, ville det jo bare være super.)

Vi tror, at hans vanskeligheder er kommet sig af, at han i perioder har hørt dårligt pga. mellemørebetændelse. Vi har godt snakket om, at han virker lidt bagud, men vi kender faktisk kun piger på hans alder, og piger er jo hurtigere end drenge, og der er jo meget vide rammer for "normalt" i den alder, så ... nåja.

Psykologen kommer og interviewer os, min mand og jeg, i midten af maj, dagen efter observerer hun ældste i dagplejen, og en uge efter kommer hun hjem til os for at observere og teste ham der. Testen går ret dårligt - han forstår ikke, hvad hun vil have ham til, og han kan ikke finde ud af noget som helst. Herefter fortæller hun så, at hun mener, at problemerne stikker dybere end sprogproblemer, og at hun regner med, at vi skal omkring børnepsykiatrisk for at få stillet en diagnose (hvor der i øvrigt er 1½-2 års ventetid). Jeg spørger nærmere ind, og hun siger, at hun tror, at han har en kontaktforstyrrelse. Jeg spørger så ikke nærmere, men et hurtigt opslag på nettet senere på dagen giver svaret: ASF. Denne viden ryster vores familie i en grad, vi ikke tidligere har oplevet. Pyha. Det må være autisme i mild grad, heldigvis, men det er alligevel noget af et chok.

De næste dage bruger vi på at snakke med hinanden, vores forældre, tude lidt, tude lidt mere, læse på nettet, sove dårligt om natten og alt muligt andet. Dagen efter hendes besøg er vi alle taget ind for at aflevere ældste i dagplejen, og jeg fortæller hende om den foreløbige konklusion. Og om, hvor hjerteknugende det er at tænke på, at ældste skal starte i børnehave ugen efter, når vi nu ved, hvad vi ved - at han ikke bare er stædig og på tværs, men at han har enormt svært ved at overskue verden. Jeg tænker, hvordan vi dog kunne tage hans trygge base fra ham og sende ham et sted hen, hvor han ingenting forstår, og hvor de ikke forstår ham. Hun siger straks "så lad ham blive her - hans plads er ikke taget endnu" - derefter var der ikke langt fra tanke til handling, omkring middag er det hele på plads, så han bliver i dagplejen indtil videre. Jeg er imponeret af dagplejeren - hun sagde uden forbehold "så lad ham blive", selvom det betød, at hun skulle have et barn mere, når hun i forvejen har to helt små.

Psykologen kommer igen, og denne gang er min mand hjemme. Det er et praktisk orienteret møde, hvor alle er enige om, at det er vejen frem at være afklaret. Ord som "specialinstitution" og "børnepsyk" skræmmer os ikke, og psykologen lød til at mene, at vi er kommet langt. I hvert fald roste hun os og lød til at mene det. Vi taler om, hvilken slags hjælp ældste skal have. Vurderingen foregår på denne måde: Når psykologen har skrevet sin rapport færdig, vil der blive lavet en indberetning til socialforvaltningen (fantastisk udtryk, ikke?), og så vil der efter tre måneder blive indkaldt til en koordinationskonference, hvor nogle personer fra socialforvaltningen, min mand og jeg, dagplejepædagogen, psykologen og måske et par andre vil deltage. Her vil man så tage stilling til, om ældste skal have en såkaldt H-plads, som er en plads i en børnehave med ekstra nomering, eller om han skal i specialbørnehave. Hvis han får en H-plads, skal der desuden tages stilling til, om han skal have 15 eller 27 støttetimer. Der er omkring 100 institutioner med H-pladser i vores kommune og en enkelt i vores by, men vi ved ikke, hvor det kan blive. Den koordinationskonference bliver så efter sommer engang, nok først på efteråret, og indtil da bliver han i dagplejen, hvor han har det trygt og godt. Hans dagplejer går ind i det her, det dejlige menneske, og hun har haft besøg af psykologen for at få mere at vide om, hvordan hun bedste hjælper ældste.

Dagplejepædagogen og dagplejeren har sammen lavet en Kuno Beller-udviklingsbeskrivelse, den kender vi ikke indholdet af endnu.

I mandags var der en børnelæge fra PPR på besøg i dagplejen for at observere, og hun kommer så her på mandag. Det er for at få en anden vurdering på sagen - det er helt fint, og jeg tror ikke, at hun kan være uenig i det, psykologen har fundet frem til. Børnelægen snakkede også med dagplejeren om, hvordan hun kan hjælpe ældste i det daglige.

Psykologen ville sende sin rapport til os, når den blev færdig. Udover besøget på mandag er der ikke planlagt mere før den koordinationskonference. Vi er ved at komme i gang med "projekt billedkort" - mere om det senere.