Hvordan tager andre det så?

Vi holder ikke noget hemmeligt. Det blev vi ret hurtigt enige om. Måske det kommer sig af, at vi jo har holdt noget hemmeligt længe - altså forstået på den måde, at vi ikke sådan har underholdt ved kaffebordet om alle vores konflikter med ældste, for vi ville ikke fremstå som dem, der slet ikke havde styr på ungen. Han virkede bare uopdragen, stædig og på tværs, og det behøvede vi jo ikke skilte mere end højst nødvendigt med.

Vores familier var selvfølgelig de første, der fik det at vide. Mine forældre tog det ind med det samme. Min mor har haft en asperger som elev engang, så hun vidste godt, hvad "kontaktforstyrrelse" gik ud på. Mine brødre har reageret lidt forskelligt - det gjorde mest ondt på ham, der selv har børn. Vi sås et par dage efter, at psykologen havde været her første gang, og da jeg fortalte nogle af de ting, som jeg ellers ikke sådan fortæller, kunne jeg se, hvor ondt det gjorde på ham. Min mands brødre er blevet orienteret, og så har jeg snakket en del med min svigerinde om det. De har tre børn, og det var bl.a. til familietræf hos dem, at vi første gang tydeligt så, hvordan ældste ikke kan finde ud af at lege med andre. Min mands forældre er ikke så meget med på det, som mine forældre er. Men nu skal det også siges, at vi ser mine forældre næsten hver uge, og jeg taler dagligt i telefon med min mor, så vi har jo gennem tiden snakket meget om alle vores kvaler med ældste. Det har bl.a. vist i forbindelse med, at jeg fandt et bedsteforældrekursus til 250,- pr. person (billigt), som finder sted i september ude vest på, hvor min mands forældre bor. Jeg foreslog det til min mor, og de meldte sig straks til. Min mand foreslog det til sine forældre, og de sagde noget om, "om vi nu var sikre på, at det var det, og kunne de (psykologen og de andre) nu også være sikre på det, og lad os nu se, og der er jo lang tid til september, og vi kigger på det til den tid". Men altså, det er jo også fair nok at være skeptisk - især overfor noget, man ikke har set før.

Jeg talte med en ven i går i telefonen, og så spurgte hun så, hvordan vi har det - og jeg sagde så, at vi har det fint nok, men vi er jo lidt kede af det med ældste. Hun mente så også, om vi nu var sikre på, at det er autisme, om han ikke bare er lidt langsom, for det har man jo lov til at være!, om de (psykologen) nu kan være så sikre på det, og mere af samme slags. Ja, jo, jeg kunne jo kun sige, at det var pænt af hende(!), men at der nu ikke var den store tvivl.

Jeg tror gerne, at folk tvivler også for vores skyld. At de vil indgyde håb ved at sige "er det nu så slemt?" Men det virker lige modsat - at der bliver tvivlet på os. Vi har i to år tvivlet på os selv som forældre, fordi ældste var anderledes, og nu har vi så et navn på, hvad det er, og så bliver der også tvivlet på det. Men jeg ved også godt, at det er noget, vi skal leve med, når det nu er et handicap, man ikke kan se på barnet umiddelbart. Men altså - der er da ingen i verden, der hellere (end os) ville, at der ikke var noget galt med ham!

Nu forstår jeg, hvorfor psykologen understregede flere gange, at det er OS, der er eksperterne på ham.