Et hjertevarmende opkald

Dagplejepædagogen ringede i dag. Hun havde sådan tænkt på, hvordan det gik herhjemme, og så ville hun lige ringe og høre, hvordan vi har det. Det var da betænktsomt! Det rare menneske. Vi snakkede om dette og hint, om ældste og de fremskridt, der allerede er, billedkort, og om at de (dagplejepædagogen og dagplejeren) ikke før havde haft en barn med autisme. Vi snakkede om, hvordan vi i sin tid havde talt om, at ældste ikke legede de samme lege som pigerne i dagplejen, og at vi bare var enige om, at han var meget dreng. Og om de andre tegn, der så småt er kommet til gennem tiden, men som vi har tolket som noget andet.

Jeg var med yngste til kontrol hos ørelægen i dag, og da ældste også havde rod med ørerne, spørger hun til ham. Jeg fortæller så om den forventede diagnose, og vi snakker lidt frem og tilbage. Der er nemlig "sammenfaldende" symptomer, bliver vi enige om - at ældste i hvert fald ikke brød sig om at blive rørt på hovedet.

Jeg fortalte også lægen om det i går, da jeg var til etårsundersøgelse med yngste - vi kan ligeså godt få det på plads rundt omkring.