Pyh, i går var godt nok ikke nogen god dag

... for moderen. Jeg var så uendeligt ked af det. Virkelig ramt af "Hvorfor os?"-sorg.

Weekenden har ellers værett fin, og ældste har haft mange helt gode dage på det sidste, men det hele væltede bare lige. Jeg havde en ordentlig tudetur om natten, kunne ikke sove før halv fem, og jeg tussede bare rundt og småpev hele dagen. Hvad i alverden har vi gjort, siden vi ikke skal have en almindelig og "normal" familie?Jeg kommer til skade af at være gravid, jeg kommer til skade af at føde, og så kan jeg ikke engang levere raske børn. Hvad fanden er det for noget. Og alt det, alle siger, der lige er det rigtige at gøre for et barn med autisme - og ingen kan give noget svar på, hvad der er det rigtige for vores. Og alt den dårlige samvittighed, der kommer væltende, at man ikke kan gøre det godt nok, allerede inden man for alvor er gået i gang med at gøre noget.

Om natten sad jeg og læste i et blad, jeg fandt i stakken - det var et nummer af "Vores børn", og lige pludseligt var jeg ved at brække mig over at læse om alle de almindelige børn. Det kan jeg jo ikke bruge til noget lige nu. Overskrift: "Sådan siger du farvel til sutten." Et barn på tre kan godt forstå, at tænderne tager skade, og hvis I laver en aftale om, at I sender sutten til julemanden, og barnet får en stor ridderborg i stedet, kan barnet godt huske aftale, når I snakker om det igen." NEJ, IKKE HER I HUSET! Ældste er 100 år fra at kunne lave en aftale om at slippe sutten. Og det samme med at smide bleen - det gider jeg godt nok heller ikke at læse om, for det er lige så deprimerende. Det minder mig lidt om sidste år i oktober, hvor TV2 Sputnik var gratis i en måned - jeg nåede at se alle afsnit af "Forældre forfra" mindst to gange for at prøve at se, om jeg kunne genkende noget af det, så vi kunne prøve at finde noget, vi kunne gøre. Der genkendte jeg heller ikke rigtigt noget.

Nå, men i dag har jeg det heldigvis lidt bedre. Det kommer vist lidt i bølger.