Små ting, som bliver langsomt klarere

Min mor var her i dag for at passe yngste i et par timer, mens jeg skulle noget andet. Da jeg kommer tilbage, sidder de jublende på gulvet med legetøj ud over det hele og griner og griner. Yngste putter løs hos min mor og vil nærmest ikke af med hende igen. Vi snakker så lidt om, at nu kan vi jo godt se, at ældste aldrig har gidet lege med os. Han holdt op med at ville putte, da han var omkring et års tid - men han har aldrig villet putte så meget som yngste. Ældste vil gerne sidde hos os, hvis det har et formål - sidde foran computeren, hugge rosiner fra vores mysli om morgenen, eller som forleden, hvor vi havde gæster, der var det vist alligevel for farligt at sidde selv, så der sad han hos sin far og spiste.

Jeg kan huske, at jeg under min barsel med ældste (i forhold til min barsel med yngste) havde en hel del mere tid til det, jeg nu ville lave, for ældste sov 3½ time hver dag fra kl. 11, og når han var vågen og tilfreds, så ville han gerne sidde og lege selv (fra han kunne sidde op), og han kom ikke og bad om kontakt. Han var ret ligeglad med, om jeg sad ved siden af. Jeg kan huske, at det var ok for mig, fordi jeg stadig var bovlam af bækkenløsning og egentlig godt tilfreds med, at jeg ikke skulle ligge og rode rundt nede på gulvet. Siden fik jeg dårlig samvittighed over at have haft det sådan, for var jeg nu selv skyld i, at han så åbentlyst foretrak sin far og afviste mig, omtrent frem til han blev to år? Det er ikke til at vide - men nu er jeg mere tilbøjelig til at tro, at det ikke havde så meget med mig at gøre.