Argh, møgmorgen

I lange tider har vi ikke været afhængige af at skulle ud af døren alle sammen på samme tid - ikke sådan for alvor. Før boede vi tæt på ældstes dagpleje, så det var hurtigt lige at aflevere ham. Nu er vi flyttet fem km væk, og han går jo indtil videre stadig i dagplejen, så nu foregår aflevering med bil. Her til morgen skulle jeg med yngste til lægen, så jeg skulle have bilen, og derfor skulle jeg også aflevere ældste. Det betød, at vi altså havde noget, vi skulle nå til et bestemt tidspunkt. Ældste bruger lang tid på at vågne, og i dag måtte jeg hive ham ud af sengen, da han havde ligget og nulret i 20 minutter, for vi var sent på den. Det kunne han bare slet ikke overskue, og han græd og græd og græd. Det gjorde han så faktisk resten af morgenen. Han fik ikke noget at spise eller drikke, han bare sad på gulvet, smed med tingene og græd, så tårene sprøjtede. Dér fik jeg lige et glimt af, hvordan det KUNNE ende, når jeg engang skal på arbejde hver dag. Brrrr....!