torsdag den 21. juni 2007

Besøg i børnehave #2

Tirsdag var vi på besøg i børnehave #2. Det var også ret positivt. Denne gang var lederen en mand, og vi mødte også en mandlig pædagog på vej på tur med et andet H-barn. (H-barn er et skrækkeligt udtryk, men i mangel af bedre bruger jeg det. Hvad skal man mon ellers sige? Barn med vanskeligheder? Barn med udfordringer?) Ældste befandt sig også godt i denne børnehave - han havde ikke travlt med at holde øje med os.

De har erfaring med autisme, men de går ikke så meget op i, hvad børnene "fejler", mere hvad der kan gøres for at hjælpe dem. (Måske gør de i virkeligheden også det i #1'eren, men jeg kan ikke huske, om lederen sagde noget om det.) Som i #1'eren laver de ting, hvor et par typiske børn laver noget sammen med barnet med autisme. De træner det sociale. De lægger meget vægt på forældreinddragelse, og de tager udgangspunkt i barnet. 1:1-træning med barnet - her kunne vi heller ikke få sat timer på, men vi har indtryk af, at de bruger det mere, end vi har indtryk af, at de gør i #1'eren. De bruger ikke en fast støttepædagog på et barn, de sørger for at informere al personale.

I vores kommune er det en regel, at man hver tredje måned skal holde et møde med forældrene, hvor der lægges en plan for de næste tre måneder. Når man så lægger det sammen med vægten på forældresamarbejde, lyder det jo helt fornuftigt.

Lige nu er #2'eren vist vores favorit.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hejsa :o)

Så fik jeg læst fra ende til anden - puha, og hold da op hvor er I allerede kommet langt! Jeres dreng er utrolig heldig at have jer som forældre, der tør se virkeligheden i øjnene og tager imod al den hjælp i kan få.

Fornægtelse er så nemt at ty til, når livet gør ondt.

Jeg er spændt på at høre hvilken
børnehave i vælger til ham, og især på at se om der sker store fremskridt med ham nu hvor han kommer et sted hen hvor de har forstand på børn som ham. Og ikke mindst at I som forældre jo også har ændret jeres handlemåder overfor ham, så han dermed bliver mødt på en anden måde end før.

God fornøjelse med at få kigget på de sidste institutioner og ikke mindst med at træffe valget bagefter :o)

Kh,

Smilja

Moren sagde ...

Hej Smilja!

Tak for din kommentar - den er opmuntrende. :-)