Møde med børnelæge og psykolog

Vi havde møde med psykologen og børnelægen i morges, hvor vi fik kopier af alle papirerne: Indberetning fra dagplejepædagogen, henvisning til børnepsyk, talepædagogens rapport, psykologens rapport, børnelægens rapport og Kuno Beller-grafen. (Kuno Belleren viste i øvrigt, at ældste er langt bagud i det meste - snittet er toårsniveau, og på det bedste punkt er han et år bagud. Nederen.) Vi talte om forskellige ting:

1) Lidt løst og fast om alt det her, og hvordan vi oplever det. Om nye spørgsmål, der er er dukket op. Snak om, hvordan det går med billedkort.
2) Talepædagogen vil kontakte os, så vi kan få nogle redskaber til at hjælpe ham med sproget.
3) På børnehavefronten aftalte vi, at hvis der kom et plads et egnet sted, ville de kontakte os. Jeg havde egentlig troet, at vi ville få et par forslag til egnede institutioner, som vi så kunne tage ud og besøge, men det havde jeg så misforstået.
4) De vil sørge for, at alle papirer er fremme i god tid, så relevante personer har set dem i god tid, inden de skal tage stilling til noget, så der ikke sker forsinkelse.
5) Koordineringskonferencen: De forberedte os på, at det kan være en hård omgang for forældrene at være med til den, fordi man borer grundigt i problemerne og ikke i det positive.
6) Slutteligt snakkede vi om, at der i løbet af året vil komme en indkaldelse til et formøde af en art fra børnepsyk. Det er angiveligt der, de vurderer, hvor akut det er (gad vide, hvad akut er for dem - 2008 i stedet for 2009? :-))

Der kom så også et brev fra en sagsbehandler i dag - hun skrev, at hun havde modtaget indberetningen, men at hun ingen andre papirer havde, så om jeg lige ville ringe. Jeg ringede og kunne fortælle, at alle papirer var på vej (det havde jeg nemlig fået at vide i morges), så hun ikke skulle rekvirere noget. Så taler vi lidt om sagen, og så spørger hun: "Vil du mene, at det haster? For nu ligger koordinationskonferencerne stille i et par måneder..." - hvortil jeg svarede "Ja, altså, du taler jo med moderen, så selvfølgelig vil jeg sige, at det haster!" - hvad søren havde hun regnet med? :-) Men jeg kunne så også argumentere sagligt for det - godt nok har ældste det fint nok i dagplejen, men han udvikler sig ikke, og det er virkelig ved at være tiden at komme videre, og jeg sætter mig ned og tuder, hvis der først sker noget hen på efteråret. Ja, det kunne hun selvfølgelig godt se, og så talte vi lige kort om de andre støttemuligheder - aflastning, erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og den slags. Men hun kunne godt se, at det hastede, så hun ville sende sagen videre til et lægeligt skøn - angiveligt det, der skal til, for at vi kan få støttetimer tildelt midlertidigt. Jeg ringede så til børnelægen, som absolut også mente, at det haster, så hun ville ringe til sagsbehandleren (for nu havde vi jo fået en) og sige det til hende også.

Jeg er positivt overrasket over, at selvom det ikke er alvorligt-alvorligt, kan det stadig haste. Jeg havde nok en forventning om, at når nu ældste ikke er alvorligt autismeramt, så måtte han vente. Men det er åbentbart ikke sådan, og det er da dejligt!